Mr. President have pity...
Åbent brev til Barack Obama af Rune Engelbreth Larsen og Jocob Holdt.Se og læs det her.
6. november 2008
We
Yevgeny Zamyatin er et navn der ligger godt på tungen, gummigagtige vokaler spiddet på spidse konsonanter, en mægtig russer uden tvivl. Min mand, som har det med at hive sjældne skatte ned fra sin bogreol, er den, der introducerede mig for Zamyatins dystopiske science-fiction roman We. Alle kender 1984, Fagre nye verden og Fahrenheit 451, men We? Skrevet i 1921, udkom den første gang i en engelsk oversættelse og blev ikke trykt i sit hjemland før 1988. Zamyatin blev eksileret først under tsardømmet og senere under kommunisterne, og det alene siger selvfølgelig en del om forfatterens (og bogens) natur.Det lille litterære mesterværk med den tonstunge titel beskriver staten OneState (bogen er så vidt jeg ved ikke oversat til dansk), civiliationens højdepunkt, hvor mennesker er numre, tilværelsen en køreplan, og verden et glasbur, hvor alle kan se alle, fordi ingen under alle omstændigheder kunne finde på noget så absurd som at skjule noget for nogen. Over OneState hersker The Benefactor, den uopnåelige, omnipotente leder med hænder som bly. Rundt om OneState ligger den grønne verden med sine træer og vilde væsener, som man holder ude ved hjælp af en høj mur. Så langt så godt.
Vores helt, som naturligvis er en anti-helt, er D-503. Han er den matematiske mester, der har bygget INTEGRAL, et rumskib af en art, der skal bringe kendskabet til OneState ud til fremmede verdener. Det er ren filantropi: også I kan opleve den evige lyksalighed, hvis I indretter jeres samfund efter vores model. We består af de dagbogsnotater, D-503 har til hensigt at sende ud sammen med INTEGRAL, som et langt oplysende brev til sine ukendte læsere i ukendte verdener.
Alting bliver imidlertid forpurret, som det jo næsten altid gør, af en kvinde, den karismatiske I-330. I det øjeblik D-503 møder hende, skrider hans verden ud på et sidespor, og der findes ellers ingen sidespor i OneState. Hans feberhede frygt, forelskelse og tvivl gør det hele frygtelig klaustrofobisk, og i et øjebliks inspiration udbryder vores ellers så rationelle protagonist: "And everybody has to go mad, everybody must absolutely go mad, and as soon as possible! This is crucial! I know it is!"
Og D-503 bliver faktisk skør, eller sagt på en anden måde han udvikler en sjæl. I et stille spændingsforløb følger vi hans forhold til I-330, der har forbindelse til folk på den anden side af muren og som sammen med ligesindede vover at trodse The Benefactor. Planen er en revolution, en fuldkommen utænkelig og idiotisk tanke for D-503, fordi den endelige revolution, der unødvendiggør alle andre revolutioner, har fundet sted, nemlig den der skabte OneState. "And how can there be a final revolution?", spørger I-330. "There is no final one. The number of revolutions is infinite. The last one - that's for children. Infinity frightens children, and it's essential that children get a good night's sleep..."
Ikke så underligt at både tsaristerne og kommunisterne frygtede Zamyatins tanker. Parallerne til vores egen moderne tilværelse er selvføgelig heller ikke til at komme udenom: Overvågningen, der er til vores eget bedste, tanken om demokratiet som den optimale styreform, og revolutioner som noget forældet og unødvendigt. Endelig er We anti-kristen. I-330 og hendes udbrydergruppe kalder sig ligefrem for "anti-christians", mens The Benefactor, den nidkære diktator, sammenligner sig med den kristne gud og OneState med det kristne himmerrige:
"What is it we're doing right now, if not that?", spørger han. "The ancient dream of paradise... Remember: In paradise they've lost all knowledge of desires, pity, love - they are the blessed, with their imaginations surgically removed (the only reason why they are blessed) - angels the slaves of God..."
Slutningen i We minder i mange henseender om slutningen af Terry Gilliams film Barzil, bortset fra at We faktisk er endnu mere tragisk, men lur mig om ikke Gilliam kender til Zamyatins mesterværk, som også inspirerede Orwell da han skrev 1984. We er som sagt fra 1921 - en klassiker, som hermed anbefales til den vide verden.
31. oktober 2008
Pas på ordet
Socialarbejdere gør det, pædagoger, politbetjente og politikere gør det også. Når de taler om unge drenge og børn med anden etnisk baggrund, der laver lidt ballade, kalder de dem ofte en flok rødder. I nogle tilfælde kammeratligt, men oftest i en negativ mening, underforstået: lige nu nøjes de med at sidde i trappeopgangene, men om nogle år, brænder de nok vores biler af. Det drejer sig om børn, myndighederne skal have "fat i", for at forhindre dem i at slå ind på en kriminel løbebane, inden det er for sent. Hvis dét er målet, synes det imidlertid kontraproduktivt at dømme barnet på forhånd ved at kalde ham for en rod, der for mange er synonymt med "ballade" og "ingen fremtid". Det er muligt, at drenge indbyrdes synes, det er sejt at blive kaldt for "en rod", ligesom punk-bevægelsen tog sit navn fra en lignende betegnelse på engelsk. Men der er forskel på, hvordan børn definerer sig selv, og hvad voksne mener, når de kalder dem en flok "rødder".Et ord er aldrig bare et ord. De påvirker vores selvopfattelse såvel som vores opfattelse af andre, og spørgsmålet er om ikke myndigheder, lærere og socialarbejdere er med til at skade børnenes selvopfattelse ved igen og igen at bruge en nedsættende betegnelse om dem, (uanset hvor god hensigten er)? Risikere man ikke dermed at fastholde drengene i en adfærd, som man i sidste ende ikke bifalder, og som man i alleryderste konsekvens vil tvangsfjerne eller fængsle dem for? Selv en betegnelse, der i starten benyttes som et klap på skulderen, kan ende med at føles som en brændemærkning, der mellem linjerne fortæller barnet: du har ikke en chance, og vi erkender ikke dine drømme eller potentialer, for du er en rod. Vi ser ikke hvem du er, for du er en rod. Og den frygtelige konsekvens er, at ingen af os efterhånden ser, hvem disse børn er. I stedet dømmer vi dem på forhånd og forventer ikke andet end ballade fra deres hånd. Hvor rimeligt er det? Lad os hellere lade rødderne blive i planteriget, hvor de rettelig tilhører og først og fremmest se på børnene som det, de er, uden stempler og brændemærker!
Læserbrev, indsendt men ikke set siden.
14. oktober 2008
Pas på politiet
Sent lørdag nat var tre klassekammerater på vej hjem efter en fødselsdagsfest. Da de syngende og i godt humør går ned ad Købmagergade, standser en politibil op ved siden af dem, og inden pigerne får set sig om, bliver en af dem smidt ned på kølerhjelmen og lagt i håndjern, mens en betjent finder det nødvendigt at spraye peberspray i øjnene på hendes veninder på henholdsvis femten og seksten. De kan ikke se i de efterfølgende to timer. Pigerne bliver kørt på stationen og smidt i detentionen. Den ene pige spørger efter sine forældre, og politiet siger, de har forsøgt at kontakte dem, men at der ikke er nogen, der tager telefonen. Da hun skal skrive under på nogle papirer angående sin anholdelse, nægter hun, eftersom hendes kommentarer er blevet fordrejet fra: "Politiet sprakede mig og sprayede peberspray i mine veninders øjne" til: "Den anholdte oplever at hun bliver sparket... osv.". Da hun tre timer senere bliver lukket ud på Halmtorvet midt om natten, har hun ikke engang fået en bøde. Men hun har mærker på kroppen efter politiets hårhændende behandling.Pigerne nægter at have råbt: "Fucking panser svin!" efter betjentene på Købmagergade, sådan som det bliver hævdet. Men ærlig talt, hvad så hvis de havde? Der er tale om femten, sekstenårige piger i godt humør, og det er muligt at de er kommet til at gå lidt over stregen. Det er forventeligt, det er børn. Retfærdiggør det en så brutal fremgangsmåde fra politiet: peberspray, håndjern, indespærring? Mod tre helt almindelige piger altså - ikke tre hårdkogte ninjaturtles? Det har længe været evident at der er noget, der er kørt helt af sporet hvad angår ordensmagtens arbejdsmetoder. Derfor er det også mere end tidligere en god idé at huske på det gode gamle mundheld: Pas på politiet!
22. september 2008
M.C. Escher og den fantastiske romanesca
Jeg blev en anelse svimmel af at se på M.C. Eschers litografier, da jeg besøgte udstillingen på Gammel Holtegård. Det er anbefalelsesværdigt (omend det er lidt bøvlet at komme derud med offentlig transport). Ellers er det for tiden sæson for romanesca, der er en grøntsag man kan bruge lang tid på at betragte og som fremkalder nogenlunde samme svimlende fornemmelse som Eschers grafik. Den koster kun en tier på det lokale supermarked, og smager rigtig godt vendt i olie og dampet i 8-10 minutter. Syret...
28. august 2008
Moor Eeffoc
Forleden brugte jeg en del tid på at finde frem til et ord, der betegner et udvendigt fremspring under vinduer, den slags duer har det med at lande på, og desperate mennesker stiller sig ud på for at tage sig af dage, men mest på amerikanske film. Karm og gesims er det ikke. Afsats, nej, vinduesfremspring, nej. Jeg fandt det ikke. Senere samme dag, sad jeg og læste en roman af Nicole Krauss, da jeg snublede over et ord, der ikke lød bekendt: en sålbænk. Og det er ordet. Mærkværdigt nok egentlig. Bænken hvor man hviler sine såler, apropos ovennævnte...? I samme bog fandt jeg i øvrigt et andet godt ord. Iling: 1. kortvarig, voldsom byge 2.jag gennem kroppen; gys.Det er heller ikke så længe siden, jeg lærte et andet ord, Moor Eeffoc. I tankerne var jeg nået halvvejs til en af jordens fjerne afkroge, hvor en gammel cigarrygende kone, der som den sidste i verden, talte et sprog med mange dobbelte bogstaver (ja, den slags har et navn - men ved jeg det måske?). Og så viste det sig, at Moor Eeffoc er et meget daglidags ord på engelsk, men første gang benyttet (i denne form) af Dickens.
G.K. Chesterton, som har skrevet om hans forfatterskab, forklarer:
"That wild word, “Moor Eeffoc,” is the motto of all effective realism; it is the masterpiece of the good realistic principle - the principle that the most fantastic thing of all is often the precise fact."
Moor Eeffoc er nemlig coffee room, skrevet spejlvendt. Dickens, der en dag sad i skumle tanker på en "coffee room" af de mindre fine, så ordet skrevet på glasset i dørrammen og læste det baglens. Noget ganske dagligdags og banalt, fik dermed en fantastisk ophidsende karakter, fordi det blev anskuet fra en helt ny vinkel.
Og det er en sand historie...
18. august 2008
Cristina og Violetta
I sommerferien trækker jeg stikket ud til de fleste nyhedsmedier. Jeg bladrer den tyrkiske avis igennem i ny og næ, hvilket er mere end rigeligt,tak. Da jeg for nylig koblede på nyhedsstrømmen igen, faldt jeg så over en artikel i the Guardian, der tager afsæt i en ulykke, der fandt sted netop midt i den sommerferie, hvor de fleste af os holder af at tage en tur til havet.Sagen er ikke alene tragisk og hjerteskærende, som det altid er når børn dør, men man vrider også hjernen for at få mening i, hvad der efterfølgende fik almindelige mennesker til at handle så følelseskoldt som de gjorde i dette tilfælde. Den 17. juli udfordrede de to søstre Cristina og Violetta på henholdsvis 11 og 13 år hinanden til at hoppe i bølgerne fra nogle klipper ved en af Neapels mest populære badestrande. Violetta hoppede i først, og da hun ikke dukkede op igen sprang hendes søster i efter hende. De druknede begge. En forbipasserende trak dem i land, en livredder erklærede dem døde, politiet ankom, håndklæder blev lagt over de livløse kroppe. Derefter tog Cristina og Violettas sørgelige historie en drejning, der tog hele Italien på sengen, og afslørede at Mussolinis ånd har det godt og lever i bedste velgående.
De to søstre var romaer. De boede i en lejr i udkanten af Neapel uden ordentlige sanitære forhold, indlagt varme eller andre fornødenheder. Romaernes historie i Italien strækker sig tilbage til Middelalderen, og i forbindelse med urolighederne i Balkan i slutningen af det 20.århundrede flygtede mange til Italien, hvor de blev plantet i flygtningelejre og glemt, fortrængt i myndighedernes bevidsthed. Men det er en historie der gentager sig næsten uanset, hvor romaerne søger hen. De er uønskede, og fordommene mod dem er utallige: de stjæler, de er beskidte, de kidnapper børn osv. Sådan et rygte fik sidste maj bøller til at gå amok i en Roma lejr ved Neapel, hvor de satte ild til de nødtørftige boliger og jog beboerne på flugt. Berlusconi regeringens svar var: "Det er hvad der sker, når sigøjnere stjæler babyer."
Der gik tre timer før ambulancen nåede frem til stranden, hvor Cristina og Violetta lå dækket til af badehåndklæder, der kun nåede dem til anklerne. De billeder, pressefotograferne i den tid indfangede, viser badegæster, der tilsyneladende upåvirkede fortsætter med at nyde deres strandtur. Et par sidder mindre end et stenkast fra pigerne og spiser picnic. Mon de tror, at pigerne sover? Leger? Det melder historien ikke noget om, og efterfølgende vækker billedet ramaskrig i Italien. Den katolske kirke og interesseorganistioner, der varetager romaernes rettigheder råber vagt i gevær, og mange italieneres stærke fordomme mod sigøjnere, der betragtes som undermennesker, bliver påtalt. Et tiltag fra regeringens side om at registrere alle romaer med fingeraftryk er allerede af Rabbien i Rom og katolske menneskerettighedsorganistioner blevet kritiseret for at vække mindelser om nazi forfølgelser, men højrefløjen er i stærk fremmarch i Italien, og Roms bogmester bliver hilst med den fascistiske hilsen "Duce! Duce!", da han indtager sin post i april måned. "Det er et land, der har mistet sin hukommelse," udtaler Amos Luzzatto, den tidligere formand for Den italienske forening for jødiske samfund.
Det omtalte pressebillede af Cristina og Violetta, der ligger på stranden, er ikke til at begribe (er det en fotomontage, en grim spøg?), men det bliver kun endnu mere ubærligt, når man ser det i sammenhæng med familiefotografierne, hvor de smukke piger smiler med armene om deres slægtninge. Billederne og hele artiklen kan findes her. Da jeg lige havde læst den, kom jeg til at tænke på nedenstående citat af Henrik Pontoppidan:
»Det er altid de Smaa og de Fattige, der kommer til at lide mest under onde Tiders Tryk; derfor er det vel ikke mere end billigt, at man fortrinsvis lader dem være de Bestemmende. Dersom der virkelig skal være Tale om Retfærdighed, saa er det hverken dem, der véd mest, eller dem, der ejer mest, eller dem, der yder mest, som bør have den største Indflydelse paa et Lands Styrelse ... men derimod dem, der risikerer mest.«
(citat sakset fra humanisme.dk med venlig hilsen)
1. juli 2008
I den dunkle skov
Det var egentlig meningen, jeg ville tage min tiårige søn med ind og se udstillingen med den amerikanske fotograf Sally Mann, men da han har det med at få et ildebefindende når han ser nøgne piger, fandt jeg det klogest at lade være. Og det er ikke kun min tiårige søn, der får et ildebefindende over den slags. Den kristne højrfløj i Amerika har raset over Sally Manns nøgne børn, der svanser rundt og poserer i den magiske sydstats natur.Vores reaktion på kunsten afslører som bekendt mere om os selv end om selve kunstværket, og der er naturligvis intet som helst obskønt i Sally Manns billedeserie Immediate Family, medmindre man finder selve livet obskønt, hvilket der selvfølgelig er nogle, der gør. Personligt synes jeg at de bedste af fotografierne har en nærmest transcendent karakter, især det af pigen på cyklen der står og kigger sig tilbage over skulderen ved udkanten af en mørk, diset skov med cypresser, der vokser ind i himlen. Andre mindede mig om Hawthorne, Thoreau og Emerson og det skulle ikke undre mig om Hawthornes unger ligesom Sally Manns stillede sig op på frokostbordet og hoppede op på farmands skød uden en trevl på kroppen.
Sally Mann udstillingen, der hele sommeren kan ses på Det kongelige biblioteks fotomuseum, indeholder også serien Untitled, og her tor jeg min søn ville have gjort store øjne. Lig i forskellige stadier af opløsning i skoven (ie. lig donneret til videnkaben, i et forsøgsområde ved universitet i Tennessee) er temmelig fascinerende stof, gabende kranier, der stikker skallerne op ad underskoven, lemmer, der ligger i umulige stillinger, ansigter, der smelter ned i rådne blade... De udgør en meget fin pendant til Immediate Family serien med de legende, svømmende, drømmende, pulserende børn, der holder til i den anden ende af den dunkle skov.
Udstilligen byder også på billedserien Deep South, en række ubeskriveligt smukke naturfotografier, man sejler langsomt ind i, samt portrætterne af Manns nu voksne børn, der mindede mig om en anden amerikansk fotograf, som jeg ved min død ikke kunne huske navnet på, før jeg kom hjem og kiggede i udstillings brochuren. Julia Margaret Cameron selvfølgelig, der døde i 1879.
Udstillingen varer til den 20. 9. 2008.
21. juni 2008
En büyük Türkiye...!
Vi zappede tilfædligvis ind på kampen mellem Tyrkiet og Kroatien i går, og jeg sad og bed negle, indtil Kroatien scorede, og vi skiftede kanal. Da vi lidt efter hørte vores søde naboers jubelråb, måtte vi imidlertid gribe ud efter fjernbetjeningen igen, og ellers fortsætte med at bide negle lidt endnu. Det skal siges at jeg til daglig ikke interesserer mig en dyt for fodbold, medmindre der er en spiller af særligt atletisk og smukt udseende ligesom dem fra det franske hold (- er afrikanere ikke bare de smukkeste folk på jorden?). Men nu er der jo tale om Europamesterskabet (det er Europamesterskabet, ikke?) og som bekendt forandrer man sig, når man er langt væk hjemmefra. Så jeg jublede også, da Rüstü (ja, jeg ved skam, hvad han hedder) reddede det sidste straffespark.Bagefter sad jeg og ærgrede mig over at ikke hele Danmark kunne være med til at fejre sejren. Og hvorfor ikke? På Politikens hjemmeside har de holdt en afstemning om, hvem læserne skulle støtte, efter at Sverige åbenbart var røget ud. Fem procent havde stemt på Tyrkiet, hovedparten havde stemt på Holland, som vist også er et langt bedre hold, men alligevel. Den tyrkiske befolkning udgør den største minoritet i Danmark, og jeg har ladet mig fortælle at man også støtter det tyrkiske hold i andre lande, hvor mange nydanskere kommer fra. Selv om det ikke gør Tyrkiet til vinderne af EM, og de formodentlig ryger ud efter kampen mod Tyskland, kunne den fest, der afholdes blandt tyrkere på danske gader og stræder sagtens være en ren folkefest - for alle danskere.
13. juni 2008
Lyndigt
En flue på væggeniagttager mig
En af dine, formoder jeg
Nanoteknologi med spionøje.
Den stanger utålmodigt
og skal være den første til at besidde legemet
Når den tid kommer.
Du skal være den sidste.
5. juni 2008
Irinas hænder
Sam Garbarskis lille filmperle handler om den forsagte bedstemor, Maggie, der udover et hjerte af guld har fløjlsbløde hænder. For at skrabe penge sammen til en livsvigtig behandling til sit syge barnebarn, begynder hun at arbejde på en sexklub, der som det eneste sted i byen, tilbyder "håndjob" til kunderne. En tjans der hverken stiller krav til udseende eller alder, men nødvendiggør det rette håndelag - hvilket Maggie til stor overraskelse for sig selv, har. Marianne Faithful spiller Maggie med forbløffende overbevisning, og på intet tidspunkt bliver humoren slibrig, ej heller er hovedpersonens forvandling fra stille mus til selvbevidst kvinde på nogen måde hollywoodsk. I disse tider hvor alt skal forbydes, tør filmen endda på sin egen stille facon at kaste et, om ikke positivt så i det mindste neutralt lys på en form for sexarbejde, der som den eneste skade påfører Maggie en "penisalbue". Det værste er omverdenens fordømmelse, og den slipper Maggie naturligvis ikke for trods sine ædle motiver.
24. maj 2008
Persepolis
Jeg skal ikke forsøge at gøre mig (alt for) klog på forskellen mellem en grafisk roman og en tegneserie, men førstnævnte er vist mere teksttung og med en billedside, der er mindre tegneserieagtig...? Marjane Satrapis bøger Persepolis, henholdsvis med underrubrikken: "Min iranske barndom" og "Teheran tur retur" er grafiske romaner, udgivet af Carlsen, som er et tegneserieforlag...?!Men altså, uanset hvad, er Persepolis en pragtfuld oplevelse! I første bind følger vi lille Marjanes opvækst i Teheran under og efter revolutionen, der omkalfatrer hendes og millioner af andre iraneres tilværelse. For en udenforstående læser er det formodentlig særligt spændende at få indblik i, hvordan en lille intelligent pige og hendes moderne familie takler den strenge kontrol over kvinders - og mænds - påklædning og adfærd. Men det er ikke det eneste forfatteren belyser med sin sorte pen. Vi får et lynkursus i iransk historie, det gamle Perserrige, Arabernes invasion, Zarathustrismen, alt sammen illustreret med charmerende, naive og meget poetiske tegninger; vi får indblik i forskellene inden for iranske samfundsklasser; forholdet til religionen, som for mange er noget araberne har tvunget ned over hovederne på dem; Iran-Irak krigen, der lægger gaderne øde og koster utallige mænd og drenge livet; festerne, der holdes bag nedrullede gardiner, mens revolutionsgarden patruljerer, og bomberne regner ned over Teheran; kvinderne, som mange i vesten opfatter som underdanige og kuede, men som er det stik modsatte, som f.eks. Marjanes bramfrie bedstemor, der gemmer friskplukkede jasminer i brysteholderen for at dufte godt, og vurderer forandringerne i sit land med et køligt overblik. Marjane lærer at sno sig udenom de værste forhindringer, regimet lægger i vejen for hende: hun køber Kim Wilde bånd på det sorte marked, tager denimjakken uden på det lange slør, stiller kritiske spørgsmål til sin religionslærer og får naturligvis ballade. Selv om hendes forældre er stolte af den unge piges karakterfasthed, er de også bekymrede. I lyset af krigen, der ingen ende vil tage, og regimets brutale magtanvendelse mod enhver, der ikke makker ret, beslutter de at sende den fjortenårige Marjane til Østrig. Slut på første bind.
I andet bind er Marjane en fremmede eller værre endnu en af "tyrkerne" i et europæisk land. Ingen, hun møder, ved rigtig noget om forholdene i Iran, og ingen er interesseret. Til gengæld forsøger Marjane ihærdigt at "integrere" sig ved at læse alt, hvad hun kan komme i nærheden af af vestlige tænkere og forfattere, tager til fester og får en kæreste. Alligevel føles det ikke rigtigt. Hun er langt væk fra sin familie, og det er en kold tid for den unge pige, der har været vant til kærlighed og omsorg 24 timer i døgnet. Hun ender med at bo på gaden og er døden nær, da hun bliver kørt på et hospital med ubehandlet bronkitis. Marjane beslutter sig for at vende hjem til Teheran - og atter må hovedtørklædet findes frem. Hjemvendt opdager hun imidlertid, at folk har lært at omgå den strenge kontrol i landet. Livet leves vitterligt bag hjemmets fire vægge: her diskuteres og debateres og der festes med druk og høj vestlig musik. Piger og drenge forelsker sig og danner par, mens de forbistrede revolutionsgardister overvåger gaderne og slår til, så snart de får nys om en hemmelig fest. Denne statskontrollerede terror har selvfølgelig bivirkninger: man angiver f.eks. hellere en tilfældig forbipasserende, end selv at komme i gardisterens søgelys, en undvigemanøvre Marjane heller ikke kan sige sig fri for at benytte. Men trods de strenge forhold er det en af forfatterens pointer, at ikke alle inden for systemet er formørkede fanatikere. Blandt andet viser det sig at mullahen, der forestår den ideologiske test, da Marjani søger ind på kunstakademiet, sætter ærlighed højere end, hvor mange bønner man kan fremsige på arabisk. Han er "en sand troende", som Marjane udtrykker det, og hun kommer ind på sit studium trods sine kontroversille men ærlige udtalelser. Alligevel er det ikke nok for en kvinde som Marjane at nøjes med at leve livet bag lukkede døre, og hun kan ikke konstant forsøge at omgå censuren som ung kunstner. Andet bind ender derfor som første - med et farvel til hjemlandet. Men denne gang med et afklaret sind.
16. maj 2008
Læserbrev
Det er næppe nogen hemmelighed, at Vibeke Manniche er mere xenofobisk end xenofobiens stamfader, men med sine udtalelser om kvindelige læger med hovedtørklæde overgår hun vist sig selv. Hun udtaler, at hun vil blive intimideret af en kvindelig læge med hovedtørklæde, hvis hun skulle have en gynækologisk undersøgelse "med al den seksualitet, mit underliv måtte emme af". Mener hun dermed at den seksuelle em fra hendes underliv vil forvandle den kvindelige læge til et uhyre a la mr. Hyde? Eller tror hun, at kvinder med hovedtørklæde i modsætning til hende, ikke har et underliv, der emmer af seksualitet? Her stopper spændvidden af Manniches fordomme dog ikke. Hun er også bekymret for, om en læge med hovedtøklæde vil hjælpe en patient der, som følge af hustruvold eller seksuelt overførte sygedomme, er i nød. Jeg har endnu aldrig hørt om, at man kan blive læge, hvis man tøver med at hjælpe en patient i nød, og da kvinder med hovedtørklæde ikke er undtaget fra at aflægge lægeløftet, er der vist ingen bekymring nødig. Kvinder med hovedtørklæde er lige så forskellige, medmenneskelige, seksuelle og tager deres arbejde lige så alvorligt som alle mulige andre. At give udtryk for det modsatte og fremstille så fjendske og bizarre ideer om dem, som Manniche gør, er at oppiske fremmedhadet. Men groteske fordomme bliver ikke mindre groteske, selv om de kommer ud af munden på Forkvinden for kommunalt ansatte læger.3. maj 2008
Acanthus
Sidst jeg var hjemme i Istanbul, lagde min far en håndfuld acanthusfrø i hånden på mig, mørkebrune og hårde som små snittebønner. Han mente, at min mand, som er udstyret med overordentligt grønne fingre, kunne få dem til at gro i vindueskarmen i vores lejlighed i København. Jeg havde mine betænkeligheder, men se nu der, tre fine blade har allerede stukket hovederne op af jorden og et fjerde er på vej. De er mørkegrønne, har små hår langs kanten og på overfladen og ligner nuttede, små bæster, der bidder, hvis man stikker dem en finger.
Men acanthus plantens blade er meget smukke, så smukke at de udgør dekorationen på den korintiske søjles kapitæl. Eftersigende havde en vis Callimachos ved sin datters død stillet en kurv med blomster på hendes grav. Næste gang han besøgte hendes gravsted, var en acanthus plante vokset op om kurven, og arkitekten var i den grad blevet betaget af planten, at han derefter benyttede den som dekoration i sin bygningskunst.
25. april 2008
Lest we forget
Jeg må tilstå, at jeg ikke har tænkt meget over det amerikanske militærfængsel, Guantanamo Bay Detention Camp, i de seks år, det efterhånden har eksisteret. Selvfølgelig har jeg været vred over, at Amerika på denne totalt hykleriske måde kan bombe lande på den anden side af jordkloden i demokratiets navn, mens de selv rask væk krænker menneskerettighederne, anvender tortur og fængsler uskyldige i årevis. Jeg har græmmet mig over at have en statsminister som Anders Fogh Rasmussen, der i den grad sidder i lommen på den amerikanske regering, og er helt skæløjet af lykke, bare han bliver inviteret over på "ranchen". Men trods min vrede og skam, har jeg ikke bombarderet aviserne med indignerede læserbreve, deltaget i demonstrationer eller startet protestskirvelser. Jeg har tilladt mig at skubbe vreden og skammen til side, så de ikke forpurrede hverdagens rytme, der trods alt skal overholdes.Heldigvis er der mennesker, der sørger for, at den hverdag ikke bliver det eneste fokus i livet, mennesker, der prikker en på skulderen og siger: "Må jeg et øjeblik henlede din opmærksomhed på, hvad der sker derovre?". Og hvad sker der egentlig derovre på Guantanamo? Murat Kurnaz var kun 19 år, da han blev arresteret og fængslet på basen. Det har han skrevet en bog om: Five Years of My Life: An Innocent Man in Guantanamo. Har man ligesom jeg ikke tænkt meget over Guantanamo de sidste seks over, eller vil have mere at vide om forholdene, kan man læse et uddrag af bogen her. Det er ikke noget, man kommer til at glemme så let...
2. april 2008
Kurs syd mod nord
"I flyveren højt oppe over pampaen sagde jeg til mig selv, at jeg ville vende tilbage, jeg sagde til mig selv, at intet kunne afholde mig fra at vende tilbage til mit land.Jeg trøstede mig selv med en af artens grundlæggende myter, en historie, som enhver civilisation har fortalt sig selv siden historiens begyndelse: Der er et sted, ét sted, hvor man virkelig hører til, et sted, der ofte, men ikke altid er det sted, hvor man blev født, og dette sted minder om paradis. Paradis, et ord der oprindeligt betød en inhegnet have fuld af frugter. Når man mister det forjættede land, er det som at dø, og frelsen er at vende tilbage dertil. Højt over Latinamerika svor jeg ved mig selv, at jeg ville vende tilbage og fresle kongeriget, der var i stor fare, jeg svor, at jeg ville komme tilbage.
Med myten om min hjemkomst forsøgte jeg ikke at blive gal og gå i stykker i flyet, der førte mig stadig længere væk fra mine rødder.
Og alligevel blev jeg netop dér på det tidspunkt fristet af en anden myte, som er lige så dominerende. Denne historie lyder - og igen er den blevet fortlat i alle lande - at for at skabe et nyt samfund, for virkelig at starte noget, der er umagen værd, må man forlade sit fødested. Man kan ikke vokse, medmindre man bryder ud og lærer og åbner sig for det, der er mærkeligt og fremmed og frodigt. Enhver grundlægger af en ny civilisation har været en helt, der er blevet smidt ud hjemmefra. I denne myte kan frelse kun opnås ved at vandre.
I den ene myte finder man udødeligheden ved at have forbindelse til fortiden, til de døde forfædre. I den anden myte besejrer man døden ved at skabe et nyt dynasti et andet sted, med tanke for de kommende generationer."
Ariel Dorfman, chilensk forfatter der måtte drage i eksil efter kuppet mod Allende i 1973.
1. marts 2008
Monsieur Rops
Den belgiske maler Felicien Rops raderinger nydes formodentlig bedst, mens man ligger au naturel på et stort isbjørneskind foran den åbne pejs og et glas absinth inden for rækkevidde. Takket være en laptop og en hurtig internetforbindelse er den slags ikke helt uladsiggøreligt (plus minus en pejs og et bjørneskind), men det er som bekendt noget andet at stå over for det egentlige kunstværk. Det skal derfor også her på stedet bekendtgøres, at Felicien Rops er kommet til byen - nærmere bestemt til Gammel Holtegaard, der trods sit ikke særligt sensuelle navn lægger hus til en samling af Rops raderinger og enkelte malerier indtil maj. Cézanne og Giacometti er selvfølgelig meget gode - men numseenglene, fallosfuglene og satyrkvinderne dem finder I her.
18. februar 2008
Læserbrev
Med sin sædvanlige skolemester attitude har statsministeren kommenteret de seneste dages uro og hærværk med, at skylden udelukkende ligger hos de unge og deres familier. Dermed er han godt i gang med at polarisere samfundet, når det i virkeligheden er det stik modsatte, der er påkrævet af ham. Jeg ville i øvrigt mene, at der var noget grundlæggende i vejen med et samfund, hvor så omfangsrige optøjer finder sted. Var det ikke på tide, at overveje om ikke de unges voldsomme handlinger bl.a. kunne skyldes flere års propagandistisk mistænkeliggørelse fra regeringen og især DF's side? Eller de mere eller mindre vilkårlige udvisninger af udenlandske statsborgere, der får alle med anden etnisk baggrund til at føle sig hjemløs og uønsket i samfundet? Det kan være svært at forstå, når man ikke selv har prøvet at være den fremmede, indvandreren eller flygtningen, men med sin amerikanske nul-tolerance politik er statsministeren kun med til at sparke yderligere til en befolkningsgruppe, der er hårdt trængt. Nul-tolerance kan som bekendt hurtigt komme til at gå begge veje, og det kan blive en endnu voldsommere storm, statsminsiteren ender med at høste.5. februar 2008
Mere Lorca
KÆRLIGHEDSSÅRDette lys, denne ild som fortærer.
Dette grå landskab som omslutter mig.
Denne smerte som skyldes en eneste tanke.
Denne angst for himmel, verden og tid.
Denne tårestrøm af blod som pryder
en dødsramt lyre, en fakkel af lyst.
Denne vægt af havet som hamrer imod mig.
Denne skorpion som holder til i mit bryst.
Det er kærlighedens guirlande, den såredes seng
hvor jeg søvnløs drømmer at du findes
i ruinerne i mit sammenstyrtede bryst.
Og skønt jeg søger mod fornuftens tinde
så byder dit hjerte mig en udstrakt dal
med skarntyde og lyst til bitter viden.
Oversat af Gerd Shottländer
Lorcas Sonetter om den mørke kærlighed består af elleve løse digte, skrevet til en ung ingeniørstuderende. Sonetterne dukkede op i familiarkiverne fulde af overstregninger og rettelser og udkom første gang posthumt på fransk. I 1983 udkom de på spansk i en anonym piratudgave og året efter i en autoriseret udgave i et dagblad, 48 år efter Lorcas død.
31.januar 2008
Intimitet
Da Hanif Kureishi i 1990 udkom med sin første roman, En forstads Buddha, var han vist en af de første engelske forfattere med et fremmedklingende navn. Sådan nogle er forresten i høj kurs hos danske forlag for tiden. En redaktør, jeg talte med, var decideret ærgerlig over, at der endnu ikke er dukket en forfatter med anden etnisk baggrund op på den danske litterære scene. Han ville dog ikke udgive min bog. Men hvis jeg en dag skulle skrive om min opvækst med to forskellige kulturer osv. skulle jeg bare komme igen... Beskeden er hermed givet videre.Intimitet, var Kureishis tredje roman og handler om noget så "dagligdags" som en mand, der har besluttet at han vil forlade sin samleverske og deres to små børn. I løbet af en nat, den sidste han tilbringer hjemme, gennemgår han sit forhold til både partneren, og de elskerinder, han har haft ved siden af, især Nina, som var den sidste. Ordene alene siger faktisk det hele: partner versus elskerinde - jeg ved godt, hvem jeg helst vil være. I det følgende afsnit erindrer fortælleren et besøg hos en parterapeut, som Susan, hans samleverske, har hevet ham med hen til:
"Kvinden som rimeligvis troede på det ubevidstes uregerlige begær, syntes ikke desto mindre at være en slags rationalist. Hun svarede tålmodigt at parforhold ganske rigtigt blev mindre lidenskabelige. Det var hvad man måtte forvente. Passionen ville blive afløst af andre opmuntringer.
Opmuntringer! Jeg var desperat efter at vide hvad de var, og kunne have slikket de opmuntringer i mig fra hendes læber!
"Ja?", sagde jeg.
"Tryghed," mumlede hun.
Jeg lænede mig fremad endnu en gang. "Hvabehar?"
Hun gentog det: tryghed.
Hun gik helt ind for modenhed og accept. Ja!
Hulkende Susan nikkede.
Hvor jeg dog ønskede at jeg nikkede - med ansigtet mellem Ninas ben, mine hænder under hendes røv som under et fad med mad jeg er sulten efter at smage, min tunge i alle hendes huller på én gang - tårer, savl, kussesaft, jordbær! Jeg drikker din kærligheds suppe. Sjæledoktor, terapeut - hvis tunge kilder dit gamle hul? Jeg er ikke parat til elendighedens visdom; dén fik jeg af Mor. Jeg går ind for lidenskab, skæg og ballade, barnlige glæder! Ja, det er et ungdommeligt råb. Jeg vil have mere. Af hvad? Hvad har du at tilbyde?"
Egentlig er jeg ikke meget for skilsmissedramaer, men Intimitet passer heller ikke helt ind under den betegnelse. Kureishi skriver ærligt og sjovt med masser af oneliners, hvoraf man muligvis er stødt på nedenstående i andre sammenhænge:
"Hvordan foretrækker jeg at skrive? Med en blød blyant og en hård pik - ikke omvendt."
Instruktøren Patrice Chereau lavede for nogle år siden en film med udgangspunkt i Kureishis roman, men jeg synes ikke, han slap godt fra det. Filmen blev især bemærket for sine sex scener, men erotik er efter min mening en ret der bedst serveres varm, og der var for meget gennemtræk og følelseskulde i Chereaus film. Man er langt bedre tjent med Kureishis forfatterskab, der sine steder er ganske hedt.
27.januar 2008
Tid til Lorca
Knivene klinger hver nat på Gladsaxe Nyteater i denne tid, hvor Frederico Garcia Lorcas skuepspil Blodbryllup er på tapetet. Som tilskuer træder man ind i en sal med tørv og savsmuld på gulvene og mægtige grene hængende fra loftet. Scenen breder sig som en tunge imellem tilskuerpladserne, og skuespillerne er så tæt på, at de er lige ved at snuble over ens fødder. Det gælder om at komme tæt på i Lorcas skuepsil, hvor alting starter tilknappet men ender med at være krænget af til den bitre kerne i historien om bruden, brudgommen og den anden mand. Handlingen er måske velkendt, men Lorcas univers er ikke som noget andet - har jeg fundet ud af - og Veronika Kærs opsætning er præcis så svulstig og saftig og fintfølende, som man kunne ønske sig det. Scenerne hvor bruden gør sig klar til brylluppet, mens den anden mands hest vrinsker uden for hendes vindue, er hypnotiske, og hendes flugt fra brylluppet næsten ubærlig, fordi hun er ved at gå midt over. (Det var næsten lige så ubærligt, at der så var pause, for jeg havde ikke lyst til at slippe ud endnu.) Hvis første akt kan siges at være præget af kvinderne, er det i anden akt, at mændene træder i karakter. Hvad må en brudgom gøre, når hans brud flygter med en anden mand? Kniven falder ud af hånden på den ene, og døden i egen person giver den videre til den anden, så han kan udføre sin blodige gerning. Det skal i øvrigt bemærkes at dette er en musikforestilling, og koret, der følger handlingen fra start til slut, tilfører stykket yderligere dramatik, så selv de mindste hår rejser sig. Kan hænde at den megen passion vil falde nogle tilskuere for brystet, men er man til den slags, vil man under forestillingen blive rørt til tårer mere end en gang. Vidunderligt!
22.januar 2008
Tribal Connection!
Noget musik ved man, man kan lide, inden man har hørt det, i hvert fald lød betegnelsen sigøjnerpunk simpelthen uimodståelig i mine ører, så jeg købte Gogol Bordellos Super Taranta ud fra en intuituv jeg-ved-vi-hører-sammen-fornemmelse - selv om ekspedienten så noget skeptisk ud, da jeg sagde, det ikke var en gave. (Var der i øvrigt ikke et fransk punkband, der hed Gogol Premier engang?) Jeg elsker at høre musik, mens jeg arbejder, men med Gogol Bordello går det overhovedet ikke. Det er umuligt at sidde stille til den skøre violin og de bombastiske trompeter: hofterne ter sig, armene vil ikke ned, benene danser sanktvejts! Musikken er en blanding af de fedeste rytmer fra alle verdenshjørner fortolket på sigøjnervis og leveret med punk dynamik/mit. Sangteksterne er opildnende, morsomme og sunget på dejlig klangfuldt indvandrer-engelsk:We gonna turn frustration into inspiration
Whatever demons are there, we gonna set them free
Such is the method of tribal connection
Of our fun loving restless breed
I wanna walk this Earth like it is mine
And so is everyone in our funlovin' tribe.
Hvis man er vild med Gogol Bordello og sigøjnermusik i det hele taget, er det jo ikke utænkeligt at man af og til har spekuleret på, hvem sigøjnerne egentlig er? Det har Carsten og Malene Fenger-Grøndahl heldigvis tænkt over, og de har forfulgt romaernes spor fra Indien over det meste af Østeuropa til Danmark. Bogen, Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa, fra 2006, er resultatet deraf og omhandler romaernes historie, deres farverige kultur, og undertrykkelsen og diskriminationen, der har fulgt dem uanset hvor de har slået sig ned. Der er en verden at opdage i denne bog!
Aman Aman's samling af sefardiske sange kører for tiden som fast baggrundsmusik, mens jeg arbejder. Da de spanske jøder flygtede fra inkvisitionen, fandt de deres nye hjem i Østeuropa og det Osmanniske Rige, hvilket tydeligt mærkes på musikken, som er en blanding af tyrkiske, bulgarske, kurdiske og græske toner. Instrumenterne består bl.a. af Ud, violoncel, kemence og kanun. Desværre kan jeg ikke forstå ladino men et par af sangene indeholder vers på tyrkisk, og én sang handler om ikke mindre end syv forskellige måder at tilberede aubergine på - den mest ærede grøntsag i det tyrkiske køkken og formodentlig også i det jødiske.Ak ja, hvem elsker dog ikke den brogede verden?
Tilbage til 2007
Tilbage til 2006
Tilbage til 2005