Soen
Gården lå for sig selv, omringet af kornmarker. Den var ikke særlig stor, men husede dog en betydelig svinebestand og nogle få køer, foruden bonden og hans familie.
Bonden holdt meget af sine dyr og sørgede for, at de altid havde en varm og ren stald. Han havde også for vane at give de ældste dyr navne. Der var Thor, den store orne, og Sofie, som var en hvid ko. Men hans yndling var en stor so, som hed Lilian. Hun var kraftig og stærk, og den omsorg, hun viste sit afkom, rørte ham altid dybt. Hende hilste han på som den første om morgenen, og hende ønskede han en god nat, som den sidste hver aften. Hun var så kælen og kærlig, at han fik lyst til at røbe hende alle sine inderste tanker og hemmeligheder, som hun på en eller anden sær måde ville kunne forstå.
Det var blevet aften, og han lukkede stalddøren til for derefter med tunge skridt at traske over til huset. En liflig duft af flæskesteg mødte ham i gangen, og han smilede frydefuldt. Mens han vaskede sig, hørte han børnene tumle rundt inde i stuen og glædede sig til at komme ind til dem.
Hans hustru stod i køkkenet ved komfuret og rørte i en gryde, samtidig med at hun sørgede for et glas saft til den yngste, der klyngede sig til hendes ben. Uden at se på sin mand spurgte hun, om han havde vasket sig, og han smilede. Han havde ikke skiftet tøj, og han vidste, at han derfor havde slæbt noget af staldens lugt med ind i stuerne. Men han vidste også, at det fra hendes side var et rent formelt spørgsmål. Inderst inde havde hun ikke noget imod det, måske tværtimod, og børnene lagde aldrig mærke til det.
Han havde ofte fundet hende ude i stalden sammen med dyrene i færd med at tage de små grise op og nusse dem og tale fortroligt med de store dyr. Hun nød at være der ligesom han, og de havde tit elsket i den nye halm. På mange måder var stalden en del af deres hjem, eller sådan tænkte de i hvert fald på den.
Senere da børnene var blevet lagt i seng, gik bonden og hans kone i bad. Han sad på hug ved badekarret og skrubbede hende på ryggen. Hun var en tyk kvinde med kraftige overarme og en fyldig bag, der mindede ham om nogle gudindeskulpturer, han havde set billeder af i en bog. Hendes hud var som alabast, hendes hår mørkt og bølget og han fandt hende meget attråværdig.
Bagefter vaskede han sig i det samme vand, der dog ikke dækkede nær så meget af hans krop, som det havde gjort hendes. Hun vaskede nu ham på ryggen og han bemærkede hendes stærke lugt, som på trods af at hun netop var steget ud af badet, ikke var forsvundet. Det var en skarp lugt, der mindede ham om lugten af den pløjede mark, når den første regn faldt, og dyrene ude i stalden.
Han stod op og tørrede sig og gik ind til hende i soveværelset. Hun lå nøgen på tværs af sengen og ventede på ham. Det gjorde ham altid en anelse genert at finde hende sådan, for hun var så imposant, at han tvivlede på, om han kunne give hende det, hun længtes efter.
Han gik hen til hende, spredte hendes ben og begyndte med langsomme bevægelser at kærtegne hendes inderlår, som en bager, der ælter sin dej. Han spyttede ind i sin hånd og gned først sit lem og så hendes skød ind i det med de samme rolige bevægelser. Han trængte ind i hende og begyndte at støde ind i hende i et fast tempo, mens han med et par fingre søgte og fandt hendes klitoris. Det ophidsede ham at se, hvordan hele hendes krop gyngede under ham og bevægede sig hurtigere i takt med ham.
Da hun mærkede orgasmen nærme sig begyndte hun at grynte, ligesom en so. Hun lavede en underlig grimasse med rynket næse og tungen helt ude af munden og gryntede så livagtigt, at hun glemte sig selv og sin mand, indtil orgasmen skyllede ind over hende. At se hende sådan, at høre hendes lyde opildnede ham endnu mere, og han tænkte på hende som en so. Selv om dette fik sæden til at sprøjte ud af ham, følte han sig ydmyg, fordi han vidste, at hun således betroede ham en hemmelighed, viste ham noget af sig selv, som ingen andre kendte til.
Bagefter var de begge helt udmattede og baksede grinende med dynerne, der lå under dem. Hun var allerede ved at falde i søvn, da de endelig lagde sig til rette, og han strøg hende kærligt over håret. "Godnat Lilian.", hviskede han ømt og lagde sig til at sove.