Længselen

Blandt de tusinder af mælkebøtter på engen var der en, der syntes at hæve sig op over alle de andre. Den strakte sig så langt, den kunne, i håb om, at den lille piges øjne ville falde på den, næste gang hun var ude at plukke blomster med sine veninder. Den havde så tit mærket barnets bløde fingre strejfe dens kronblade og i et kort håbefuldt øjeblik troet, at nu ville det ske, men endnu ventede den på at blive plukket.

Fisken syntes at svæve vægtløs i vandet. Nu og da svømmede den hurtigt og pludseligt af sted for blot atter at stoppe op. Den ventede på, at fiskeren skulle komme, på at han skulle kaste linen ud, så pilken dykkede ned i vandet, glimtende og dansende som i en leg. Nogle gange nåede den kun lige at høre plumpet og svømmede rundt i blind forvirring, indtil den så en anden fisk blive hevet op ad vandet. Men næste gang vidste den, at den ville blive fanget.

Den unge mand stillede sig skødesløst op ad lygtepælen, velvidende at han ville afsløre sig selv. Måske var det hans kærlighed, som voksede dag for dag, der gjorde ham mere klodset, eller måske var det i virkeligheden, fordi han ønskede at hun skulle vide det. Han kunne efterhånden ikke huske, hvor længe han havde luret på kvinden, forfulgt hende som en skygge i mængden, ventet i timevis på, at hun skulle komme ud fra sit arbejde, blot for at få et glimt af hendes ansigt. Han vidste, at hun ville være der snart, og i den tomme gade ville deres øjne måske mødes for første gang.

Pludselig så han hende runde et hjørne og komme gående imod ham. Børnene løb ned på engen og knælede ned ved mælkebøtterne for at lave blomsterkranse til deres hår. Fiskeren kastede pilken ud i vandet og håbede på en god fangst. Tiden stod stille og alting var som i en drøm.

Så rakte hånden ud, krogen bed fast i kødet og kvinden smilede.