Hesten

Hun var draget ud med henblik på at nå op på bakketoppen. Som så mange gange før havde hun dog bedømt afstanden forkert og var forpustet og svedig, da hun endelig nåede sit mål. Landskabet under hende var et gyldent hav af kornmarker med spredte grønne øer, hvor dyr gik og græssede.

Hun satte sig ned og nød udsynet. Hun havde valgt at gå en tur på det varmeste tidspunkt på dagen, og hun var taknemmelig over den lette vind, der kølede hendes kinder. Døsig lagde hun sig i græsset og lukkede øjnene.

Da hun åbnede dem igen, havde hun blundet i nogen tid, men var ikke videre udhvilet. Hun rejste sig op med noget besvær og var lige ved at miste balancen. I stedet for at vende næsen hjemad valgte hun at gå videre og begyndte at spadsere ned ad skråningen.

Hun var lykkelig og meget varm. Hun følte, at solen var trængt helt ind i hendes knogler, så hendes hud glødede. Rundt om hende hviskede kornet. Hun stoppede op og tog et vue over omgivelserne.

Hun var gået langs en mark, og vejen, som havde ført hende op til bakken, lå nu helt skjult. Lidt længere væk fik hun øje på en ensom hest, der stod tæt op ad hegnet og betragtede hende. Hun smilede og begyndte uden videre at gå med hurtige skridt hen for at hilse på den.

Det var en hingst, gråhvid. Den stod knejsende og så på hende med et blik, der var mere intenst end hos noget menneske, hun havde mødt.

Ofte havde hun syntes, at der var noget komisk over handyr med deres erektion dinglende mellem benene. Men ikke nu. Hun tænkte, at hun måtte være kommet midt under en parringsakt, men der var ingen andre heste at se noget steds. Det var måske bedst, at hun vendte om og lod den være i fred, den kunne måske blive nervøs af hendes tilstedeværelse.

Hun pillede ved sin kjoleflig med svedige fingre. Hvad var det? Kunne den finde på at hoppe over hegnet og gøre hende fortræd?

Hesten var det smukkeste dyr, hun nogen sinde havde set. Så stærk, som den så ud, var det utænkeligt, at den kunne have en herre. Den var utæmmelig, sin egen herre.

Så slog det hende pludselig, at dens rejsning var for hende. Denne tanke var så forbudt og bizar, at det løb koldt ned ad hendes ryg. Hingsten havde ventet på hende, og hun var kommet som en uskyldig pige, der løber ned til sit kæledyr, blot for at finde sig selv fuldkommen i dens magt.

Hun var bange for hesten, og hun var bange for verden udenfor, som ville måbe i forargelse. Men nu, hvor hun havde tænkt tanken til ende, var det, som om der ikke var nogen vej tilbage. Og hun erkendte, at hun var fuldstændig opfyldt af kærlighed til dyret, og intet andet betød noget.

Hun gik hen til hegnet, kravlede om på den anden side af det og stod pludselig svimlende nær hesten.

"Du er så stor," blev hun ved med at tænke: "Så stor."

Hun lagde en forsigtig hånd på dens mule, stillede sig om på siden af den og lænede sig ind over dens mave og ryg. Hun støttede sit hoved mod den varme krop og indåndede dyrets lugt.

De blev stående sådan en stund under den varme eftermiddagssol. Hingsten virkede så uigennemtrængelig for hende, deres kroppe syntes så uforenelige. Han var så stor, at hun ville blive knust under hans vægt, og hans erektion ville sprætte hendes skød op. Men hun begærede at blive knust under hans hove og føle sit underliv sprænges af hans lem. Hendes skød glødede ved tanken, og hun klædte sig af og lagde sig nøgen på jorden.

Hun ville give sig til ham uden tanke for, hvad han ville gøre, kun vidste hun, at hun ikke kunne gøre andet. Da hesten lod sig falde om ved siden af hende, gispede hun forskrækket. Et øjeblik eller to lå hun helt stille, så vendte hun sig ind mod dens ryg og stønnede, idet deres kroppe mødtes. Hun omfavnede den lidenskabeligt og sukkede fortvivlet. Så dækkede hun dens hals med kys, gned sig hårdt op ad dens ryg, mens hendes hænder strøg henover dens lår. Hingsten lå helt roligt og løftede af og til hovedet, som om den ønskede at gengælde hendes kys. Hun elskede den og kærtegnede og kyssede hver en centimeter af dens krop.

De lå tæt. Himlen var ved at skifte farve over dem, og enkelte stjerner skinnede klart. Hun havde sovet og drømt, at hun bar bidsel og seletøj, i dressur hos en kyndig rytter, og hun var vågnet med lugten af fugtigt halm i næseborene.

Hendes liv ville aldrig blive det samme igen. Før havde hun levet med en klar afsondring mellem mennesker og dyr. Dyrene spiste man, med menneskene elskede man, og det blev der aldrig byttet om på.

Nu var hun imidlertid draget ind i dyrenes verden og følte sig i slægt med dem. Hun var en hoppe, som hingsten bedækkede, og deri lå en intens lykke, som brød rammerne for hendes virkelighed og gjorde den dybere og skønnere.

Fra nu af ville hun aldrig være ensom igen, for i enhver hingst ville hun møde sin elskede og i enhver hoppe sig selv.