Andromeda

Andromeda venter.
Planter spirer, grønnes og visner,
Søfarende drager bort, glemmes og vender hjem,
Digteren fuldender sit livsværk og dør i sin seng.
Men Andromeda venter.

Hun venter, som
Marken, der ligger brak,
Som fosteret i moders liv,
Som hunden på sin herre.

Og han kommer, den store høster,
For at plukke frugten, der længe har hængt fra den grå klippe,
Moden er den, og sød.
Den takkede silhuet nærmer sig i mørket.
Stjernerne slukkes, og vinden gisper.
Andromeda venter.