Den 23. maj kunne man i nyhederne høre tidligere minister Arne Melchior komme med et forsvar for brugen af en moderat grad af tortur. Han mener som så mange danskere, at det i visse tilfælde, som f.eks. i bekæmpelsen af terrorisme, er forsvarligt at benytte mere hårdhændede metoder. I nyhedsindslaget underbyggede han sin holdning ved at give staten Israel som eksempel, her har man nemlig med stor succes brugt ”mild” tortur for at standse palæstinensiske selvmordsbombere.
Citatet, der indleder artiklen, er taget fra Jørgen Flindt Pedersens bog ”Brylluppet i Ramallah”. Sætningen stammer fra en palæstinensisk dreng, der sammen med sine kammerater blev arresteret af israelsk politi for at have kastet med sten mod kampvogne. Drengene blev bl.a. slået, tvunget til at stå på et ben i timevis og tævet, hvis de ikke kunne, sprøjtet med kold vand på ører, mund og bryst, og verbalt ydmyget. De blev med andre ord udsat for god gammeldags ”mild” tortur.
Men lad os se lidt mere på, hvilke andre metoder denne særlige kategori for tortur-men-ikke-rigtig-tortur kan indebære. Vi skal igen til Israel, som selveste Arne Melchior jo fremhævede som et godt eksempel. Suha tilbragte 75 dage i Russian Compound midt i Jerusalem og oplevede bl.a. følgende: ”Det værste var, da hun fik menstruation, og de ikke måtte bringe hende bind. Hun fik besøg af en repræsentant fra Røde Kors. Han spurgte, om hun var blevet slået. Ja, men det var ikke det værste. Hun rejste sig fra stolen, som var fyldt med blod. Han troede så, at hun var blevet mishandlet, men hun forklarede sagens sammenhæng, og han fik skaffet ét bind til hende (…) Men det var en af de værste oplevelser, fordi hun følte sig reduceret til et dyr: ”Hver gang jeg tænker tilbage på det, bliver jeg dårlig.” Suha blev også udsat for psykisk tortur: ”De tilkaldte hendes mor og forklarede, at de ville voldtage Suha, mens hun så på. Derefter sendte de moren ind til Suha. Moren sagde at ligegyldig, hvad der skete, måtte hun intet røbe, der kunne skade andre. Hvorefter hun besvimede. Suha tilkaldte sin sagfører og fik moren bragt på hospitalet, hvor hun lå to dage på intensiv.”
Også England har brugt tortur i bekæmpelsen af terrorhandlinger i denne sammenhæng fra den irske undergrundshær I.R.A. Mistænkte er bl.a. blevet holdt vågne i flere dage, sultet og bombarderet med spørgsmål, mens et skarpt lys blev holdt ind i ansigtet på dem, blot for at nævne nogle af de mildere metoder. Det satte dog ikke nogen stopper for I.R.As handlinger, tværtimod, og organisationens medlemmer blev med stort held trænet i at håndtere tortur, så de ikke røbede noget. Det forhindrede selvfølgelig ikke to af de største justitsmord i Englands historie i at finde sted. Faktisk kan man sige, at torturen var med til at skabe sagen om The Gilford Four, og The Birmingham six, som blev populært kendt efter filmatiseringen for nogle år siden under titlen In the Name of The Father.
Men den slags er i orden, når man bekæmper terrorisme. Ikke sandt?
Ifølge en meningsmåling går hver fjerde dansker ind for brugen af tortur, når det gælder pædofili og terrorisme. Jeg håber og vælger at tro, at denne holdning skyldes uvidenhed, og at det måske er en forståelig men aldeles uovervejet reaktion på to meget følelsesladede emner. For som Hüseyin Duygu, forfatter til bogen Der findes ingen undskyldning for tortur, siger, så er tortur et middel, der uvægerligt vil blive misbrugt. Man kan nemlig ikke nøjes med at få for fem kroner tortur, man får enten hele sættet, komplet med elektrisk stød, seksuel misbrug, gennembankning og ophængning med kødkroge, eller ingenting.
Hvis vi virkelig mener, at tortur er nødvendigt i bekæmpelsen af visse former for kriminalitet, må vi også spørge os selv, på hvilket grundlag vi mener, at et menneske skal udsættes for det? Hvis vi har en mistanke om, at vedkommende er indblandet i terrorisme eller børnemishandling? Men man er jo uskyldig til det modsatte er bevist, så hvordan kan vi retfærdiggøre tortur mod et uskyldigt menneske? Og sæt nu vi tager fejl, og der faktisk ikke er belæg for vores mistanke? The good guys og the bad guys findes som bekendt kun i Hollywoodfilm, og vi, her i det civiliserede vesten, er langt fra ufejlbarlige. Langt fra.
Hvem skal i øvrigt udøve torturen? Politiet? Sammenlignet med andre lande har Danmark trods alt et ret hæderligt politkorps, og alligevel er det vel de færreste, der virkelig synes, at politiet skal sidde inde med et sådant magtmiddel. Det var trods alt også ”hæderlige” amerikanske soldater i Abu Ghraib fængslet, der udsatte fangerne for ydmygelser og voldshandlinger af værste skuffe.
Endelig har brugen af tortur ikke kun voldsomme konsekvenser for dem, der bliver udsat for den, eller for den sags skyld dem, der udfører den, men for samfundet generelt. Vi kan altså ikke bare sige: ”Jeg er ikke terrorist, jeg er ikke pædofil,” og så sove trygt om natten. Denne type magtmisbrug kaster sin onde skygge over os alle og helt ind over vores mest private sfære. Frygten for at blive udsat for tortur kan betyde, at vi vender det blinde øje til, når vi møder uretfærdighed og undertrykkelse, og derfor stiltiende accepterer dem. Tortur har til alle tider været en af de mest effektive kontrolmekanismer, der findes, og er konsekvent blevet brugt af diktatoriske styrer verden over.
Går vi virkelig ind for det?