Den larmende stilhed

Popbandet Depeche Mode udgav i firserne et album med titlen Enjoy the silence. Jeg kan på stående fod ikke rigtig huske nogen af numrene, men den lidt pudsige titel på en pop plade prentede sig i min hukommelse. Nyd stilheden - kan vi egentlig det?

I vores moderne hverdag må stilhed i virkeligheden betragtes som en stor luksus. Selv ude på landet er der ikke langt til en støjende motorvej, traktor, mejetærsker eller togbane. Selvfølgelig er det langt fra så slemt som i byerne, hvor man bliver så vant til den evige summen i baggrunden, at man faktisk konstant går rundt med en prop i ørerne.

Bortset fra den lejlighedsvise bus og råbende fulderik er den sene aftentime måske det eneste tidspunkt, hvor der sænker sig noget, der nærmer sig stilhed, over storbyen. For mange er aftenen da også den bedste arbejdstid, hvor det er lettest at koncentrere sig. Alligevel er det netop om aftenen, at mange husstande begynder at støje helt uhæmmet. Fjernsynet tændes, vaskemaskiner og opvaskemaskiner sættes i gang, og der skrues op for musikken. Som om vi ikke har fået nok af dagens spektakel og postyr, søger vi en form for støj, der kan holde os ved selskab også om aftenen.

Larmens stressende indvirkning på mennesker kender vi måske bedst fra børn, der netop efter en lang dag i en daginstitution har brug for at opleve stilhed og ro omkring sig. De bliver nærmest hyperaktive, og deres leg bliver vildere og endnu mere larmende. De voksnes reaktion på larm er som bekendt stress, koncentrationsproblemer eller pirrelighed.

Men det er selvfølgelig heller ikke al støj, der er menneskeskabt. Et hav i oprør kan være aldeles larmende, eller vinden, der blæser gennem trætoppe, eller fuglene, der kvidrer en sommermorgen. Denne form for støj har dog tilsyneladende ikke den samme virkning på os som vejarbejde og drønende biler, selv om den måske godt kan være generende for nogle. De fleste af os oplever imidlertid, at f.eks. regnen eller havets brusen kan have en beroligende effekt – man kan endda købe bånd med optagelser af disse lyde. Derfor er det ikke mindre påfaldende, at mange mennesker åbenbart har et behov for at overdøve havet eller fuglene ved at medbringe en ghettoblaster eller walkman, når de skal på stranden eller i skoven! Men måske medbringer de deres egen hav- og skovlyde på bånd?

Stilheden er imidlertid nødvendig, når vi skal fordybe os, hvad enten det er i en tanke, en følelse eller i hinanden. To elskende eller to nære venner kan også være sammen i stilhed, selv om mange ofte føler sig utrygge, når der opstår en pause i samtalen og kalder det ligefrem ”pinlig tavshed”. Denne utryghed ved stilheden synes at præge vores liv i meget høj grad, og den kan måske aflæses tydeligst i vores overforbrug af mobiltelefoner. Hvis ikke vi snakker i den, kan vi altid sende en SMS eller spille et spil. Alt sammen så vi ikke behøver at opleve stilheden i vores eget indre: den stilhed, som er kimen til al selvstændig tænkning, til vores drømme og fantasi. Den kan vi kun opleve, når vi har smidt mobiltelefonen i kloakken, sat fjernsynet i kælderen og trukket stikket ud af musikanlægget. For den indre stilhed lader nemlig i høj grad til at være betinget af en ydre, og i takt med, at vi larmer mere, vil vores indre stilhed også føles mere urolig og i værste fald give sig udslag i søvnløse nætter og en decideret frygt for stilheden.

Men måske skulle vi lade det komme an på en prøve: sluk for fjernsynet, radioen og mobiltelefonen for en aften. Og husk så at nyde det.