Som det fungerer i dag, lader behandlingen af børn med handicap i Københavns Kommune meget at ønske. Forældre må finde sig i meget lange ventelister og en langsommelig sagsbehandling, altimens børnene betaler prisen. Alt for ofte kan det virke som om myndighederne er forvirrede og usikre på, hvad der skal gøres, hvorfor forældrene ikke kan regne med at få, hvad de har krav på, medmindre de selv gør opmærksom på det - igen og igen. Dette er ikke bare en unødvendig byrde på familierne, det er også uacceptabelt, at man selv skal minde sagsbehandlere eller politikere om noget, som de faktisk bliver betalt for at vide.
Beslutningen for fuld forældrebetaling for børnehavepladser til børn med handicap er derfor svær at tolke som andet end endnu en belastning af familier med handicappede børn. Man skulle ellers tro, at de havde nok at bekymre sig om, nok at kæmpe for og imod. Alligevel har mange forældre i kommunen vist en imponerende evne til at organisere sig og protesterer højlydt mod kravet. Om alt går vel, vil kommunen da også ende med at trække sin beslutning tilbage - og kostbar tid og kræfter vil desværre endnu engang være spildt på, at forældre har måttet gøre krav på det, de har ret til.