Nytårstale 2004 - P1

Jeg kunne bruge den taletid, jeg har fået i dag, på at ytre mine håb om, at 2004 vil bringe fred og stabilitet til hele verden, at kriminaliteten vil falde og velstanden stige osv. som det sig hør og bør til en rigtig nytårstale. Men der er et andet emne, der bliver ved med at nage mig, og jeg føler jeg må være lydhør over for det. Et problem, der præger vores liv i større og større omfang, og som jeg tror, vi alle lider under, hvad enten vi taler højt om det eller ej.

Mit største ønske for det nye år, som mange af jer sikkert allerede har gættet, er, at slaveriet bliver ophævet. Det er selvfølgelig et pinagtigt emne, og der skal nok være dem, der helst så, at jeg lod det ligge, sågar dem, der vil kalde mig for en løgner eller sige, at jeg laver sjov. Men det gør jeg ikke.

Så mange af os må hver morgen afbrydes i vores bedste søvn, fordi vi skal møde op på et arbejde, som vi føler os tvunget til at udføre, fordi vi ikke længere tror, vi kan leve uden. Så mange af os døjer med stress og depressioner på grund af overarbejde og alt det, vi skal leve op til. Så mange af os må gå og drømme om weekenden, sommerferien og pensionsalderen, hvor der endelig vil blive tid til at leve, hvor vi endelig igen kan råde over vores eget liv.

For vi råder ikke over vores eget liv. Vi vælger ikke vores eget tøj, den musik vi skal høre, eller den sofa vi skal sidde i, og tit ved vi det ikke engang selv. Det hele er tilrettelagt gennem reklamer og medier, der oplærer os i at blive de perfekte slaver med det rigtige udseende og det rette forbrug. For en mæt slave, der hver nat sover i en varm seng, er en slave, der ikke længere tænker på at bryde sine lænker - han kan ikke engang se sine lænker.

Det er nu nået så vidt, at selv vores børn opdrages og uddannes til at blive gode slaver. Nyttige og spændende fag, som tidligere udgjorde grundstenen i en bred almendannelse er rask væk skåret bort, så børnene i stedet kun undervises i emner, som i fremtiden kan sikre dem en slavestilling. Studerende, der vælger fag, som ikke giver direkte adgang til slavemarkedet, bliver derfor sendt på særlige kurser, hvor det bliver indskærpet, at de må tage deres beslutning op til fornyet overvejelse. For der er ikke meget i vores lille samfund, der er mere skræmmende end udsigten til at ende som en herreløs slave.

En herreløs slave har ikke noget arbejde at stå op til om morgenen. Der er ikke et firma, en forretning eller en institution, der kan planlægge og bestemme over hans hverdag. Derfor har han ingen venner, ingen mening, intet mål - for han har ikke noget liv. Men også herreløse slaver og udtjente slaver, som jo er samfundets gamle borgere, har trods alt deres eksistensberettigelse, i og med at andre slaver så kan arbejde på socialkonterer og plejehjem.

Men jeg læste i en bog - altså en af de bøger, som ikke er skrevet af en slave - at der var engang, hvor mennesket var frit. Engang tænkte man tilsyneladende lige så lidt på at spørge om en mands stilling som at spørge om en lærkes eller en kats. Børn oplevede, at den vigtigste næring ikke kom gennem mad og vin; og man kendte tingenes værdi men ikke deres pris. Jeg ved ikke om det er sandt, hvad der står i den bog, for man skal jo ikke tro på alt, hvad man læser. Men det er som om, jeg er blevet smittet med dens ord, og nu kan jeg ikke lade være med at tænke, at vi måske også en dag vil være frie.

Det er i hvert fald mit ønske for det nye år.