Kvindens lod? - Minoritetspartiets ugebrev 9. august 04

Det påstås af repræsentanter fra begge køn, at alle mænd er i stand til at begå voldtægt. Jeg er ikke enig. Men når jeg læser avisoverskrifterne om de seneste voldtægtssager, om den behandling ofrene bliver udsat for og ikke mindst de lave straffe, der følger med, føler jeg afmagt og raseri mod vores samfund, hvor der hersker en stemning af, at voldtægt trods alt ikke er så slemt. Alle mænd er ikke i stand til at begå voldtægt, men vores retssystem og vores politikere voldtager kvinden gang på gang, når de trækker på skuldrene og dømmer f.eks. skattesvig højere end voldtægt.

Det fortælles, at en jomfru i tidernes morgen kunne vandre alene fra den ene ende af Mongoliet til den anden med en glaskrukke indeholdende en levende fisk. Når hun nåede frem til sit mål, ville hverken hun eller fisken have lidt skade. Jeg ved ikke om det er sandt, men jeg ved, at hvad enten en kvinde bor i Istanbul, Dublin eller København, er byen nu om stunder ikke et sikkert sted for hende at være efter mørkets frembrud.

De fleste kvinder vil undgå at tage hjem alene efter en tur i byen, og selv om risikoen for at blive voldtaget af en fremmed mand i en park statistisk set er lille, er frygten for den aldeles reel. Det kan virke som en bagatel, og man kunne indvende, at det vel ikke koster noget at passe lidt på. Men jeg undrer mig. Er det slet og ret blevet kvindens lod, at hun skal føle sig utryg, når hun tager metroen hjem en fredag aften, når hun skal ned i kiosken efter mælk til aftenkaffen eller bare fordi hun går i lårkort og høje hæle? Desværre er det ikke en problematik, der er så let at løse. Mange mænd er for det første komplet uvidende om den utryghed, som de volder kvinder, og mener ikke der er noget i vejen med f.eks. at komme med idiotiske tilråb efter en pige på gaden. Men uanset om det gøres i fuldskab eller af dårskab, kan det ikke være normen, at mænd råber, pifter eller laver sjofle bevægelser efter kvinder på gaden. Men som sagt er det ikke en problematik, der er let at løse, og mange kvinder finder f.eks. i modsætning til undertegnede den form for opførsel ganske tiltalende.

En problematik, som imidlertid må og skal løses af systemet, er behandligen af voldtægtsofrene og straffenes længde. Det er en kendt sag, at kvinden stadig bliver mistænkeliggjort af politiet, når hun anmleder en vodltægt, således at ”skylden” faktisk ender med at ligge på hendes skuldre, -især når det gælder bekentskabs- eller kontaktvoldtægter. Det er i øvrigt denne type voldtægter, der straffes lavest, som om der er en uudtalt enighed om, at det ikke kan være så slemt at blive voldtaget af en mand, når man tidligere har haft et forhold til ham. Der stilles desuden stadig spørgsmål til kvindens egen seksualitet om f.eks. hvor mange partnere, hun har haft. Dette er fuldstændig uacceptabelt, da det er helt uden relevans for sagen, selv når man vil undgå falske anmeldelser, og er blot med til at ydmyge kvinden yderligere.

For voldtægt er det normale strafmaksimum 6 års fængsel og det udvidede strafmaksimum 10 år. Strafmaksimum gives, som ved alle andre forbyrydelser, yderst sjældent. Men når man ser på den gennemsnitlige længde af en ubetinget dom for voldtægt, kan man måske undre sig over, hvorfor straffen generelt er så lav. I 1998 var gennemsnittet på 16 måneder, og der var ingen domme på over tre år. 16 måneders fængsel for at ødelægge en kvinde. Er det en spøg? Så lave domme kan aldrig opveje den modbydelige krænkelse kvinden har været udsat for og er med til at afspejle retsystemets manglende forståelse for forbrydelsens alvor og ikke mindst dets manglende respekt for kvindens behov for oprejsning.

Under forhørene og retssagerne krænkes offeret således endnu engang,og hun bliver vel at mærke ikke krænket af en tilfældig, respektløs idiot på gaden men af vores betjente, vores dommere, vores politikere. Ifølge flere undersøgelser har længden af en fængselsdom ingen præventiv virkning, og det er da heller ikke mit ærinde at skabe en lynchstemning af den ene eller anden art. Men i voldtægtssager negligeres kvinden og den smerte, hun er dømt til at leve med resten af livet i en sådan grad, at det er helt grotesk. Hvis der skal være retfærdighed til, må straffen for voldtægt opveje den alvorlige krænkelse, som der er tale om. Al snak om ligestilling og kvinderettigheder falder i modsat fald til jorden, og vi må erkende, at der ikke er så forfærdelig meget, der har forandret sig. Men også behandlingen af voldtægtsofrene må ændres og forhørene må foregå under andre former, hvilket ikke betyder, at den anklagedes retssikkerhed skal sættes overbord.

Som kvinde og folketingskandidat for Minoritetspartiet kan jeg ikke andet end føle, at det et uhyre vigtigt problem, som må løses, jo før jo bedre.