Blodbrødre
Mark Mazowers bog "The Balkans" er en glimrende lille indføring i Østeuropas historie, og især er afsnittet om tiden under osmannisk herredømme vildt interessant. For de fleste er Balkan området forbundet med store etniske konflikter, krig og massemord, og ikke mindst derfor er det lidt af en øjenåbner-oplevelse at læse om, hvordan kristne, muslimer og jøder engang beboede denne region ikke bare i fred og fordragelighed men i en art symbiotisk sameksistens. Mark Mazower skriver i det følgende om en særlig skik, der praktiseredes af unge mænd ved fronten:"Customs evolved to offer security and insurance acrosss the religious divides. In the ceremony of blood brotherhood, young men of different families, and even different religions, swore loyalty to each other. From the border zone of Livno - where Venetian, Habsbourg and Ottoman power collided - we have a Turkish account of a battle in the mid-seventeeth century which ended with the capture of numerous Christian prisoners. When the victorious pasha ordered, as was costumary, the execution of his share of the captives, one of his own soldiers pleaded for the life of one of the prisoners to be spared. Asked for an explanation, the soldier explains: "During the battle, I gave this infidel my religion and I took his. We have claimed each other as brothers. If you kill him he will go to paradise with my religion and it will be too bad for poor me". When the bewildered pasha turns to his other troops, they clarify the custom for him:
When one of our yunaks [auxilary soldiers] on these frontiers falls captive to the infidels, while eating and drinking with them, one infidel may pledge to save him from captivity, and the Muslim, too, promises to rescue him from the Turks if he falls captive to us. They make a pact, saying: "your religion is mine and my religion is yours." They lick each other's blood and the infidel and the Muslim become "brothers in religion" ... True nothing of this sort is forund in the books of the Muslims, or the infidels. Nevertheless, this heresy is quite common in these frontier regions.
The disgusted pasha set both men free."
Denne er blot en blandt mange skikke, Mazower skildrer i sin bog, hvor man også kan læse om, hvordan både kristne og muslimer tog i moskeen om fredagen og i krike om søndagen - for at være på den sikre side. De konsulterede hinandens religiøse ledere, spurgte rabbien til råds, når ulemaen ikke gav et tilfredsstillende svar, hentede hellig jord fra moskeerne, når de græskorthodokse relikvier svigtede osv. Mazower konkluderer:
"In an article written in 1993, Samuel Huntington, an American political scientist, discerned in the war in Bosnia a "clash of civilisations" and situated the Balkans on one of the global fault-lines of this clash. Whatever the merits of this as a vision of the future, it must now be evident that it cannot serve as a model of the region's past. (...) In this liminal zone in the Eurasian balance of power, many potential frictions - indigenous or brought in by outsiders - were blunted or defused by shared local practices."
5. september 2007
Grøn for Bouzouki og klarinet
Besøgende på dette website - og læsere af mit gamle blad Andromeda i særdeleshed - vil ikke føle sig helt fremmede over for navnet Christoffer Gertz Bech. Han har netop debuteret på Tiderne Skifter med digtsamlingen Grøn for Bouzouki og Klarinet, og det skal naturligvis ikke gå ubemærket hen. Det forlyder, at det grønne i titlen hverken henviser til absinth eller profeten Muhammeds yndlings farve (et lille sidespring: efter sigende skulle Muhammed have sagt, at man for at opnå spirituel lykke skal betragte det grønne, vand eller et smukt ansigt), mens bouzoukien og klarinetten er en salut til Nis Petersens digtsamling For kastagnet og tromme (endnu et sidespring: ordet bouzouki er formodentlig græsk (?), men det lyder i mine ører som det tyrkiske bozuk, der betyder i stykker eller itu - nogen forbindelse der?). Så, hvad gemmer der sig i denne bog med tegningen af den smukke musikant på forsiden? Jo, altså Masturbantsang, som nogle sikkert husker fra Andromeda, er med:"Ude i uvirkeligheden
går der kvinder rundt med støvleskafter så blanke
at skæret skraber mod loftet
inde i saligheden"
-------------------------------------
Derudover er jeg vild med denne her, Nattens mening:
"Vi ligger på en hanebjælke og betragter en blyant
I århundreder har den stået på torvet
Den har tegnet den himmel vi kender
Tag denne ske og øs verdenshavet op i mit kranium
Fiskene spræller livet af sig"
--------------------------------------
Og Mine Drømmes Rusland:
"I mine drømmes Rusland er vinden
så kold som det hårfine spænd
mellem mord
og mareridt
Og steppens stubbe er stride
så de sliber hvert vindstød glat nok til
meget inderligt at stryge
løgkupler blanke"
---------------------------------------
Skynd dig at købe Grøn for Bouzouki og Klarinet hos den nærmeste boghandler, eller bestil den her i dag.
17. august 2007
Colette Calascione
Se flere af Colette Calasciones malerier her.
25. juni 2007
Turen går til...
Hvis budgettet ikke rækker til en sommerferie i år, findes der heldigvis masser af film, man kan trøste sig med. Her er et lille rejsekatalog, der måske kan inspirere:
Til den strandglade - ...Og din mor.
Mexicansk roadmovie, hvor de to drengerøve Tenoch og Julio kommer længere ud at svømme end de kan bunde. Det gør heldigvis ikke så meget, når svømmelæreren er den skønne og noget ældre Ana. Erotisk film med masser af landevejsstøv og havbrise. Til den, der længes efter øde sandstrande.
Til den kunst interesserede - Stendhal Syndromet.Politidetektiven Anna Manni lider af Stendhal Syndromet, en art overdosis kunst, der giver svimmelhed og hallucinationer, især observeret blandt besøgende i Uffizzi museet. Dette er en Dario Argento film, så man skal være beredt på en del blod, vold og kvindehyl, men scenerne hvor Manni "falder" ind i malerierne er små rejser af den helt særlige slags.
Til den etnografisk anlagte - The Wicker Man.
Tag med den dydige overbetjent Howie til det lille øsamfund Summerisle, og oplev de sære skikke hos den hedenske befolkning. Masser af sang og latter, seksuel magi og agerbrugs mysterier. Britt Ekland er åh, så skøn i denne klassiker, som man ikke skal forveksle med det rædsomme Hollywood-remake fra 2006...
Til den arkitektur interesserede - Arktiektens mave.
En lidt atypsik Peter Greenaway film. Vi er i Rom, der er en særudstilling om den franske arkitekt Etienne-Louis Boullée, og den amerikanske arkitekt, Stourley Kracklite har ondt i maven. Det er længe siden jeg så denne film, men billederne af Roms arkitektur er svære at glemme.
Til lystfiskeren - The Isle.Den stumme Hee-Jin udlejer alt, hvad du behøver for en weekend-fisketur. Hun sejler sine kunder ud til en af de små flydende hytter, og derefter er der ikke andet for end at vente og se, hvad der bider på krogen... behøver jeg at afsløre, at det ikke er fisk?
God sommer!
5. juni 2007
Til de lumre sommernætter
I betragtning af, hvor meget jeg holder af Henry Miller, er det underligt, at jeg kun har læst en af hans bøger - til gengæld har jeg læst den to gange. Opus Pistorum betyder vist nok Møllerens værk og er Millers mest pornografiske bog. Amerikaneren Alf fortæller i en tør og humoristisk tone om sine eskapader i tredivernes Paris, hvor kvinderne går med hofteholdere og lange perlekæder. Det er med andre ord ikke den værste kulisse, at udleve sine fantasier i. Alf (eller Miller) afprøver hele tiden nye obskøniteter, nedlægger kvinde efter kvinde og bliver medspiller i det ene mærkværdige sexscenarie efter det andet. Gruppesex, incest, sort messe, dværge, lesbiske, børneprostituerede, you name it, Alf prøver det, hvilket selvfølgelig ikke gør Opus Pistorum enestående, da det ofte er den slags pronografisk litteratur er gjort af. Spørgsmålet er, om man bliver forført af det, også selv om man måske ikke synes, at det er lige fedt alt sammen. Med Miller er det dog nærmest en sag, der er afgjort på forhånd. Han kan skrive om kødets lyst, så også læseren får det "elskovssyge månestråleblik". Det er muligt, at man ikke vil bryde sig om hans nogle gange temmelig macho stil, om at Alf konstant kalder sit lem for Karl Børge (jeg ved ikke, hvad den "hedder" på originalsproget), og at klitorisen forbigås i påfaldende grad, men bogen er varm og blød og ivrig efter at bringe læseren med rundt i Paris' gader, hvor alt, absolut alt kan ske. Personligt kunne jeg godt lide den fyrige flamenco danserinde, der optræder nøgen, og luderen, der er ved at gå til af lyst på en byggeplads en nat i Paris."Der er en stak brædder vi kan ligge på. De er uhøvlede og fugtige og hun kommer sandsynligvis til at bruge resten af aftenen til at pille splinter ud af røven, men det er der ingen af os der tænker på lige nu... hun vil kneppes, vil hun, og hun ville have lagt sig på en seng af søm hvis det var nødvendigt. Med spredte ben og de høje hæle mellem brædderne løfter hun sig imod mig mens hun hiver kjolen op om taljen. "Monsieur... Monsieur," sukker hun. Og du, din dejlige luder, du vil aldrig forstå hvor taknemmelig jeg er for denne aften..."
Alf elsker kvinder, og kvinderne elsker ham, selv om han ikke altid er lige sød og nogle gange endda temmelig grov. Men denne læser kan tilgive ham alt, især når det kommer til passager som følgende:
"Hendes kusse er udknaldet og våd... den åbner sig mens jeg ser på den... den gaber som et krater, og jeg føler det, som om jeg står på kanten af en ulmende vulkan og ser ned i dens sydende indre...Jeg falder baglæns ned i dens dyb; flammer og gløder fyger om mig, da jeg falder mod dens centrum, mysteriet..."
Dertil kommer, at Miller har humor:
"Da jeg har fået tøjet af har jeg en erektion, der er så flot, at jeg stiller mig foran spejlet og beundrer mig selv et par minutter. Man skulle få taget et foto af sig selv, når man er i den tilstand, og have det på sig så man kunne taget et kig, inden man går ind til chefen for at bede om lønforhøjelse. Det ville også være rart at kunne vise til sine børnebørn."
Opus Pistorum blev udgivet posthumt og var en af de bøger, der endte i retten i Amerika ligesom Nabokovs "Lolita" og D.H. Lawrences "Lady Chatterleys elsker". Millers værk adskiller sig naturligvis ved at være absolut det saftigste af de tre, faktisk er den ikke meget andet end saft - en ægte klassiker inden for den erotiske litteratur.
29. maj 2007
Små paradiser
Der er næppe nogen mere oplagt årstid end denne til at læse Annemarie Schimmels poetiske og vidtfavnende bog om blomster og haver i islam: Små Paradiser. Den er udkommet på Forlaget Vandkunsten, som har prydet bogen med pragtfulde miniaturer fra Davids Samling. Bogen taler til alle sanser, man kan mærke duften af yasmin og rose, føle den svale skygge af piletræet og høre nattergalen synge fra dens gren. Det er "bogen som have", hvor digte af bl.a. Mevlana Rumi, Amir Khosrow, Suyuti, Ahmad Ghazzali, Naziri og Fuzuli får blomster og træer til at vokse i al deres forgængelige skønhed. Her er et lille uddrag:"Endnu i dag fortælles i Istanbul historien om Sünbül Efendi fra det 17. århundrede, der engang sendte sine disciple ud med det opdrag at finde blomster til at udsmykke konventet med. Alle kom tilbage med herlige buketter, bortset fra én, Merkez Efendi, der kom med en visnet blomst:
Da man bebrejdede ham det, svarede han: "Jeg så, at alle blomster var optgaet af at lovprise Gud. Hvordan kunne jeg forstyrre dem i det? Kun én havde afsluttet sin gudstjeneste, og den tog jeg med."
Bogen kan købes her.
18. maj 2007
Boatman's Call
Passer især til solrige majdage, hvor gaderne vrimler med folk, og man helst vil være alene.
26. april 2007
Slå på kvinden!
Der er næppe nogen, politkere og medier elsker at dæmonisere, mistænkeliggøre og tilsvine mere end kvinder, der bærer hovedtørklæde. I bedste fald er de undertrykte stakler, der må belæres om de højere danske "værdier", i værste fald psykisk syge, der burde sendes tilbage til, hvor de kom fra! Kun få i det danske samfund skal lægge øre til så hadefuld en retorik, og kun få er så nemme at pege ud i det offentlige rum. Ikke engang muslimske mænd (måske bortset fra imamerne) bliver udsat for så meget hån, selv om de må formodes at ligge på en fast anden plads. Det kræver sit at kunne stå imod så stor modstand, især når man kun udgør en minoritet i samfundet. Det, der især lader til at herske enighed om blandt politikere og medier, er, at muslimske kvinder per definition er undertrykte. Udover at være en eklatant fordom, er det tankevækkende, eftersom det danske samfund har så travlt med at undertrykke netop de muslimske kvinder. For nej, de må ikke passe deres børn derhjemme! Nej, de må ikke arbejde med tørklæde på! Nej, de må ikke stille op til folketingsvalg! Hvis det ikke er undertrykkende, ved jeg ikke, hvad det er. Alligevel lader der til at være uudtalt enighed blandt mange politikere og debattører af begge køn om, at her er en gruppe kvinder, man skal slå på. Ikke med næverne naturligvis men med ord, der skummer over af foragt.
Der opstod ikke ramaskrig, da en rabiat præst med ekstreme synspunkter i sin tid stillede op til folketinget, men der er tilsyneladende ingen ende på forargelsen over Asmaa Abdol-Hamids kanditatur. Politkere fra højrefløjen, venstrefløjen og politikere med anden etnisk baggrund har alle haft travlt med at lange ud efter hende. I det hele taget virker det som om, at vi i Danmark helst ser, at muslimske kvinder med hovetørklæde er umælende stakler, der skal reddes - ikke velformulerede, intelligente og stærke politikere. Det kræver mandsmod og hjerte at lægge ryg til så mange verbale prygl og stå fast ved sit over for fjendtlighed af den kaliber - eller jeg mener naturligvis kvindemod og hjerte.
12. april 2007
Irreversibelt og uafrysteligt
I Gaspar Noes film, Irreversible fra 2002, fortælles historien baglens. Som Noe selv indrømmer et
sted, er historien i grunden simpel: En kvinde voldtages og gennembankes, hvorefter hendes
mand (og ekskæreste) drager ud for at hævne sig på forbryderen. Men da vi får historien serveret med
slutningen først, finder den meget voldelige hævnakt og forfærdelige voldtægtsscene sted i første
del af filmen, mens sidste halvdel omhandler det forelskede pars lyksalige eftermiddag/aften.
Parret spilles i øvrigt af den skønne Monica Bellucci (Alex) og Vincent Cassel (Marcus),
som er hendes ægtemand også uden for det hvide lærred.Da Irreversible havde premiere i Cannes i sin tid, udvandrede folk fra biografen under de nærmest uudholdeligt brutale volds- og voldtægtsscener. Noe selv siger, at de burde være blevet for at se slutningen (i.e. begyndelsen af historien) fordi scenerne med Alex og Marcus' eftermiddag får voldsscenerne i begyndelsen til at trænge i baggrunden af ens bevidsthed. Når Alex og Marcus kysser og pjatter intetanende om det punktum, der inden længe vil blive sat for deres lykke, virker voldtægten som en fjern og ond drøm - jeg bildte mig endda et øjeblik ind, at den måske alligevel ikke ville finde sted. Det er et kunstgreb, der samtidig får de i grunden lidt banale scener fra kæresteparrets afslappede eftermiddag til at virke som en lyksalig stund i paradis. Det er vel også til dels "moralen" i Irreversible. "Le temps detruit tout" er en parole, der både indleder og afslutter filmen: tiden ødelægger alt. Monica Bellucci forklarer (i ekstra materialet til DVDen), at det er en betingelse for livet at alting forgår, og at det netop er derfor, det er smukt.
Men uanset filosofisk pointe er Irreversible ikke nogen nem film at sluge. Jeg har sjældent haft det så fysisk og psykisk dårligt efter en film og behovet for lindring, lettelse og befrielse var stærkt presserende. Det hjalp til dels at læse om, hvor flink en mand skuespilleren bag voldtægtsforbryderen i virkeligheden er, og at han sad og sluderede om sine børn med Monica Bellucci under optagelserne osv. Men selv en uge efter dukker billeder fra filmen op i mine tanker, så jeg må undre mig over, hvorfor jeg dog ikke kan slippe dem. Voldtægter finder sted hele tiden, alene sidste weekend var der fire sexoverfald i København, og sidste sommer blev en ung kvinde slæbt rundt i midtbyen i halvnøgen tilstand og voldtaget flere gange i forskellige lokaliteter. Et halvt år efter var der i forbindelse med rettergangen en notits i avisen om, at kvinden havde forsøgt at begå selvmord. Visse ting i livet, findes der hverken lindring eller befrielse for - et tema Irreversible også berører.
For at få skuespillerne i den rette stemning, lod Noe de to mandlige protagonister Cassell og Dupontel se voldtægtscenen med Bellucci, inden de skulle indspille hævnakten. Det kan næppe have været rart når man husker på, at Cassell er gift med Bellucci i det daglige. I hvert fald fejlede skuespilpræstationerne ikke noget, og det er ikke svært at forestille sig, at også de to skuespillere blev optændt af en trang til lindring - et irrationelt ønske om at gøre det gjorte ugjort. I filmen leveres løsningen af to fremmede mænd, der opildner Cassel til at få hævn. Politiet gør jo alligevel ikke noget, så han må selv finde forbryderen, lade ham betale for sine synder og dermed genoprette balancen. Som sagt så gjort, men hævnakten slår fejl. Noe har åbenbart ikke set ret mange hollywood film, så det er den forkerte mand, der får smadret sit kranium.
Dialogen i Irreversible blev formet ud fra nogle stikord fra Noe, som skuespillerne digtede videre på (det bevirkede bl.a., at Vincent Cassell på et tidspunkt kom til at sige sit rigtige navn i stedet for rollefigurens navn, hvilket Noe lod blive i filmen). Voldtægtsscenen udformedes i høj grad af Monica Bellucci, men det var Noe, der fandt på, at overfaldsmanden på et tidspunkt skulle beordre hende til at kalde ham far. Noes hensigt var at give tilskueren den tanke, at overfaldsmanden selv engang havde været offer. På en måde fristes man altså til at tolke det som endnu en hævnakt - denne gang forbryderens hævn over sin egen mishandling. Men hvorfor går det ud over en tilfældig kvinde, der uheldigvis kommer forbi på det forkerte tidspunkt? Er pointen, at hævnlysten er blind og derfor har en tendens til at gå ud over de forkerte? Er det ikke muligt at få hævn uden at forvolde endnu større skade? Der står selvfølgelig også en tand for en tand, det specificeres ikke hvis tand, man skal gå efter.
Irreversible kan for tiden findes på Fonas tilbudshylder.
7.april 2007
Flygtningenes Danmarkshistorie
Det var meningen, jeg bare skulle bladre lidt i denne bog i forbindelse med noget research, men da jeg først gik i gang, kunne jeg ikke slippe den igen. Dermed fik jeg også læst sidste halvdel af bogen, før jeg gik i gang med begyndelsen, hvilket naturligvis er helligbrøde, men det var som sagt heller ikke planen. Malene Grøndahl og Carsten Fenger-Grøns bog om flygntningenes historie i Danmark giver indsigt i de forskellige folkeslag, der siden 1954 er kommet til Danmark som flygtninge og ikke mindst i, hvordan danskerne og det danske system har taget imod dem. Mens stramningerne i asylpolitiken er taget til med foruroligende styrke i årenes løb, er det fortrøstningsfyldt at læse, hvordan privatpersoner uden nogen politisk tilknytning har opsøgt flygtninge i asylcentrene, inviteret dem med hjem og hjulpet dem med deres ayslansøgninger. Lige så tankevækkende er det at få indblik i de forskellige flygtninges syn på deres nye hjemland og sig selv i den uvante rolle som flygtning. Du kan købe og læse mere om bogen her.
4. april 2007
Anbefaling
Det er svært at skrive en anbefaling af Guillermo Del Toros film Pans Labyrint uden at komme til at skamrose den. Eventyret om underverdenens forsvundne prinsesse og den spanske borgerkrigs barske realisme bliver her flettet ind i hinanden i en fantastisk medrivende og rørende fortælling. Det er dystert og blodigt og ofte svært at forudse, hvordan Del Toro dog har tænkt sig at få brikkerne fra to så umiddelbart forskellige verdener til at passe ind i hinanden, men det lykkes for ham, og resultatet er intet mindre end genialt. Han har tidligere stået bag film som Mimic, Blade II og Hellboy, hvoraf en toer vist skulle være på trapperne.
26. marts 2007
Det gyldne æsel
Apuleius' bog om det gyldne æsel fra 100 tallet er nok mest kendt for at indeholde beretningen om Amor og Psyche. Den smukke myte, hvori Venus optræder som den onde svigermor, der udsætter Psyche for den ene umulige opgave efter den anden, fortælles her i sin helhed, men selve rammefortællingen handler om den selvhævdende Lucius. I sin iver efter at lære hekseri og trolddomskunst snupper han en eliksir fra den lokale troldkvindes samling og bliver til sin rædsel forvandlet til et æsel! Derefter går det over stok og sten, og stakkels Lucius bliver udsat for den ene sadisitske ejer efter den anden, der gennemprygler, udsulter, og truer ham med døden, indtil gudinden Isis kommer ham til undsætning. Derefter genvinder Lucius sin menneskelige skikkelse og bliver indviet til Isis præst. De mange røverhistorier i bogen gav senere inspiration til fortællingerne i Decameron, og beskrivelsen af Isis præsternes ceremonier og indvielsen i slutningen af bogen indeholder en del spændende detaljer, selv om det naturligvis kun er en lille flig af sløret, der bliver løftet... Øv for det - og det er hermed en anbefaling!14. marts 2007
Itso og Adams
I disse dage, hvor Ungdomshuset er blevet jævnet med jorden, og Christiania skal gøres mondænt, har de to kunstnere Itso og Adams i al hemmelighed haft en lille lejlighed under Hovedbanegården. DSB opdagede hybelen i et ventilationsrum, der ikke er blevet brugt i årevis, og eneste indgang er en lem, der fører ud til spor 12, hvor S-togene kører. Lejligheden, der nu er blevet ryddet, var indrettet ganske pænt, som man kan se, med en masse indrammede billeder på væggen, en S-togsplan, så man ikke får et tog i hovedet i utide, og en køjeseng syet sammen af postsække. Itso og Adams betegnes som storby Thoreau'er, der har vendt ryggen til forbrugersamfundet, som de til gengæld udnytter på fornemste vis. De bor midt i byen, hvor man ikke må bo, rejser med godstog og har designet deres egen kano. Da de ikke er interesserede i medieopmærksomhed, er det ikke meget, der skrives om dem, men man kan få et glimt af dem og deres hjem under Hovedbanegården i dokumentarfilmen Inside Outside af Nis Boye Rasmussen og Andreas Johnsen. Ellers er der vist ikke andet for end at ønske Itso og Adams held og lykke på deres videre færd i storbyjunglen.
Der er håb for menneskeheden endnu...
30. januar 2007
Héloïse og Abélard
"Et af middelaladerens mest berømte og berygtede kærlighedsforhold" skriver Rune Engelbreth Larsen om den unge Héloïse og den midaldrende teolog Abélard, i sin bog om Renæssancen. Abélard var i sin samtid kontroversiel i de kirkelige kredse for sine tanker om afladshandlen og religionens mysterier, som han mente, måtte kunne forklares rationelt. Men hvis man dermed forestiller sig en grå og indtørret mand, der støver til over sine bøger og finder kvinden beskere end døden, kan man godt tro om igen. Snu som en ræv lykkes det Abélard at overtale Héloïses onkel til at lade ham være alene med den smukke niece "under påskud af undervisning". "Oftere førtes hænderne til hendes barm end til bøgerne" skriver Abélard, "hyppigere lod kærligheden øjnene mødes, end læsningen rettede dem mod bogens skrift. For at vække mindre mistanke slog jeg hende en gang imellem, ikke af hidsighed, men af kærlighed, ikke af vrede, men af ømhed, og disse slag overgik alle salver i sødme. Kort sagt: intet stadie af kærligheden lod vi uforsøgt i vor lidenskab, og kunne elskoven finde på noget uvant, prøvede vi også det."
De elskende gifter sig i al hemmelighed og flygter, men bliver snart indhentet af onklen og tragedien. Sammen med flere hævngærrige slægtninge overfalder han Abélard i hans seng og kastrerer ham. Derefter lader der kun til at være ét at gøre: teologen og hans brud går i kloster. Men heller ikke bag klosterets tunge vægge dør kærligheden, omend der er sat et definitivt - og ubærligt - punktum for den uhæmmede elskov.
Brevvekslingen imellem Héloïse og Abélard fra denne tid har bl.a. inspirerede digteren Alexander Pope, der flere århundreder senere delte en lignende sorg. Pope var forkrøblet af sygdom, og Lady Mary Worthely Montague, som han elskede inderligt, gengældte ikke hans kærlighed men rejste i stedet til Konstantinopel som ambassdørfrue. Det er ikke svært at forestille sig, at Popes ulykkelige kærlighed har spillet en rolle i tilblivelsen af det berømte digt, Eloisa to Abelard:
In these deep solitudes and awful cells,Where heav'nly-pensive contemplation dwells,
And ever-musing melancholy reigns;
What means this tumult in a vestal's veins?
Why rove my thoughts beyond this last retreat?
Why feels my heart its long-forgotten heat?
Yet, yet I love! — From Abelard it came,
And Eloisa yet must kiss the name.
Dear fatal name, rest ever unrevealed,
Nor pass these lips in holy silence sealed.
Hide it, my heart, within that close disguise,
Where mixed with God's, his loved idea lies:
O write it not, my hand — the name appears
Already written — wash it out, my tears!
In vain lost Eloisa weeps and prays,
Her heart still dictates, and her hand obeys.
Overalt er den elskede og kærlighedens ild raser, selv midt i klosterets nøgne og strenge kyskhed.
Even here, where frozen chastity retires,
Love finds an altar for forbidden fires.
I ought to grieve, but cannot what I ought;
I mourn the lover, not lament the fault;
I view my crime, but kindle at the view,
Repent old pleasures, and solicit new;
Now turned to Heaven, I weep my past offence,
Now think of thee, and curse my innocence.
Of all affliction taught a lover yet,
'Tis sure the hardest science to forget!
How shall I lose the sin, yet keep the sense,
And love the offender, yet detest the offence?
How the dear object from the crime remove,
Or how distinguish penitence from love?
Unequal task! a passion to resign,
For hearts so touched, so pierced, so lost as mine.
Pope var katolik og en religionens mand, men heller ikke han var indtørret eller grå eller fordømmende over for den frie kærlighed. I digtet indrømmer Eloisa blankt (som i de breve hun i sin tid skrev til Abélard), at hun hellere vil være "mistress" end "mrs.".
How oft, when pressed to marriage, have I said,
Curse on all laws but those which love has made!
Love, free as air, at sight of human ties,
Spreads his light wings, and in a moment flies,
Let wealth, let honour, wait the wedded dame,
August her deed, and sacred be her fame;
Before true passion all those views remove,
Fame, wealth, and honour! what are you to Love?
The jealous God, when we profane his fires,
Those restless passions in revenge inspires;
And bids them make mistaken mortals groan,
Who seek in love for aught but love alone.
Should at my feet the world's great master fall,
Himself, his throne, his world, I'd scorn 'em all:
Not Caesar's empress would I deign to prove;
No, make me mistress to the man I love;
If there be yet another name more free,
More fond than mistress, make me that to thee!
Oh happy state! when souls each other draw,
When love is liberty, and nature, law:
All then is full, possessing, and possessed,
No craving void left aching in the breast:
Even thought meets thought, ere from the lips it part,
And each warm wish springs mutual from the heart.
This sure is bliss (if bliss on earth there be)
And once the lot of Abelard and me.
Læs hele digtet her og læs mere om Renæssancen her.
28. januar 2007
Livet uden principper
"Lad os overveje den måde, hvorpå vi lever vore liv. Verden er et sted, hvor der arbejdes og gøres forretninger. Hvilken uendelig fortravlethed! Næsten hver nat vækkes jeg af lokomotivers stønnen. De forstyrrer mine drømme. Der findes ingen søndage. Det ville være herligt for en gangs skyld at se menneskeheden hengive sig til et liv i ro og mag. Altid drejer det sig om arbejde, arbejde, arbejde. Det er ingen nem sag at købe en notesbog til at notere sine tanker i, for de er som regel indrettet til regnskaber. En irer, der et øjeblik så mig standse op på en mark, tog det for givet,at jeg stod og beregnede mit honorar. Hvis en mand var faldet ud af et vindue som spæd og dermed blevet krøbling, eller hvis han var skræmt fra vid og sans af indianere, ville det især blive beklaget, fordi han dermed var ude af stand til - at gøre forretninger! Der findes næppe noget, ikke engang forbrydelser, som er en større modsætning til poesi, til filosofi og til livet selv end dette uafladelige arbejde."
Henry David Thoreaue oversat af Flemming Chr. Nielsen og Jacob Maagaard Dyekjær. Civil Ulydighed - tre politiske tekster, Informations forlag.
Tilbage til 2006
Tilbage til 2005