14. december 2006
Julefilm
Kortfilmen Visions of Ecstacy, af Nigel Wingrove fra 1989, handler om Den Hellige Teresa af Avilas lidenskabelige kærlighedsforhold til Kristus (som man i øvrigt også kan læse om i hendes selvbiogarfi). Jeg stødte på filmen, mens jeg læste et gammelt interview med Siouxsie and The Banshees, hvor Steve Severin nævner, at han havde lavet musik til filmen, og så vågnede jeg lige op. Ikke kun pga. titlen, og det faktum at en af Bansheerne havde lavet musikken, men især fordi filmen var blevet forbudt i England, da den blev anset for blasfemisk. Siden har den Europæsike Menneskerettigheds Domstol fastholdt denne beslutning på baggrund af, at der med ytringsfriheden følger forpligtelser og ansvar bl.a. for at undgå "as far as possible an expression that is, in regard to objects of veneration, gratuitously offensive to others and profanatory". Det er jo interessant, når man tænker på den meget øredøvende snak om ytringsfrihed, der kørte under Karikaturkrisen. At en film om en nonnes erotiske forhold til sin Gud kan vække så megen forargelse og blive forbudt, mens karikaturtegninger af Muhammed - hvis eneste formål var at håne og nedgøre - kan blive gjort til et slag for ytringsfriheden, er tankevækkede for ikke at sige ufatteligt dobbeltmoralsk. Da jeg googlede Visions of Ecstacy, kom der også denne artikel fra The Guardian op, så forbudet mod filmen var åbenbart ikke glemt under den megen tumult sidste år. Artiklen er næsten et år gammel men absolut læseværdig og omhandler andre "ukristne" film, der har været tæt på et forbud de seneste tyve år. Desværre ved jeg ikke, hvor man kan skaffe Visions of Ecstacy, men måske ved Julemanden det. Smukt ser det under alle omstændigheder ud på billederne, som du kan se flere af her.
17. november 2006
Viggo og de moderne tider
Jeg fandt Viggo Stuckenbergs "Vejbred" gemt bag nogle gamle salmebøger hos den lokale marskandiser den anden dag. Den lille bog består af atten vidunderlige småfortællinger, som alle har eventyret, kærligheden og skæbnen som omdrejningspunkt. I den ene begrædes de mange prinser, der drog ud i verden men aldrig vandt prinsessen, i den anden lovsynges den barfodede prins, der drog ud og vandt prinsessen blot for at drage ud igen og vinde en ny. Eventyret er dit, hvis du vil gribe det, når du møder det på din vej, men måske vil du hellere blive hjemme ved grøden ligesom bondedrengen i den første fortælling. Den lille sky i "Det store æventyr" foretrækker at blive forvandlet til menneske end at hvile i evig frelse hos Vorherre på trods af menneksenes nærmest ustandselige nederlag, svig og skuffelser. "Herre" svarer den forhenværende sky, til den uforstående Gud. "Ser du da ikke, at jeg elsker Menneskene, hvert eneste et, Stodder og Konge, Skurk og Kristen, elsker dem alle for det Liv, de lever - O, Herre, lad mig være Menneske til evig Tid!". Skyen var en humanist - if I ever saw one. Nogle gange er skæbnen tung, kærligheden tragisk og valgene forkerte, men livet er så skønt, at ordene ikke rækker. På en måde er det ligesom den fattige mands yngste søn: "Han var laset og saa fattig ud, men hans Ansigt var rundt og ungt og friskt som Engen."
Milevidt fra Stuckenbergs Vejbred og i hjerteskærende kontrast hertil er pjecen om Københavns Kommunes nye Beskæftigelsesindsats. Der står velkommen øverst på forsiden af folderen, men det skal man ikke lade sig narre af. Hvis man har fået denne folder stukket i hånden, er det med stor sandsynlighed, fordi man skal aktiveres, og det har hverken noget med skæbne eller eventyr at skaffe - hvis nogen ellers skulle være i tvivl. For at man virkelig skal komme i stemning, har Københavns Kommune prydet forsiden af folderen med et sorthvidt billede af blankpolerede tandhjul. Man skulle ellers tro, at nogle af de kloge hoveder i kommunens Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning havde set Chaplins Modern Times og derfor havde været fintfølende nok til at vælge et andet billede. I det mindste må man sige, at de ikke lægger skjul på deres intentioner, og folderens indhold afspejler klart det menneskefjendske forsidebillede. Der står bl.a., at man nu vil få en "kontaktperson" (ligesom dem, man har til skolebørn med sociale vanskeligheder) og målet er, at man så hurtigt som muligt starter i job eller uddannelse - halleluja! "Du har pligt til at tage imod et beskæftigelsestilbud, men du har såvidt muligt også ret til at få mere end ét tilbud at vælge imellem." Så vidt muligt. "Derfor er det i samarbejde med din kontaktperson et fælles ansvar at finde det beskæftigelsestilbud, som bedst muligt passer med dine kvalifikationer og fremtidsplaner". Der bliver naturligvis trukket i eller heller helt standset for kontakthjælpen, hvis kontanthjælpsmodtageren ikke synes om beskæftigelsestilbuddet. Der står derimod ikke noget om, hvorvidt "kontaktpersonen" i det tilfælde bliver trukket i eller helt mister sin løn - "fælles ansvar" eller ej.Hvem sagde eventyr, skæbne og menneskelighed? Til gengæld tror jeg, jeg har fundet dragen.
7. november 2006
The Ballad of Abdul Abulbul Amir
The sons of the Prophet are brave men and boldand quite unaccustomed to fear,
But the bravest by far in the ranks of the shah,
Was Abdul Abulbul Amir.
If you wanted a man to encourage the van,
Or harass the foe from the rear,
Storm fort or redoubt, you had only to shout
for Abdul Abulbul Amir.
Now the heroes were plenty and well known to fame
in the troops that were led by the Czar,
And the bravest of these was a man by the name
of Ivan Skavinsky Skavar.
One day this bold Russian, he shouldered his gun
and donned his most truculent sneer,
Downtown he did go where he tred on the toe
of Abdul Abulbul Amir.
"Young man," quote Abdul,"has life grown so dull
That you wish to end your career?
Vile infidel know, you have trod on the toe
Of Abdul Abulbul Amir.
So take your last look at the sunshine and brook
And send your regrets to the Czar
For by this I imply, you are going to die,
Count Ivan Skavinsky Skavar."
Then this bold Mameluke drew his trusty skibouk,
Singing, "Allah! Il Allah! Al-lah!"
And with murderous intent he ferociously went
for Ivan Skavinsky Skavar.
They parried and thrust, they side-stepped and cussed,
Of blood they spilled a great part;
The philologist blokes, who seldom crack jokes,
Say that hash was first made on the spot.
They fought all that night neath the pale yellow moon;
The din, it was heard from afar,
And huge multitudes came, so great was the fame,
of Abdul and Ivan Skavar.
As Abdul's long knife was extracting the life,
In fact he was shouting, "Huzzah!"
He felt himself struck by that wily Calmuck,
Count Ivan Skavinsky Skavar.
The Sultan drove by in his red-breasted fly,
Expecting the victor to cheer,
But he only drew nigh to hear the last sigh,
Of Abdul Abulbul Amir.
There's a tomb rises up where the Blue Danube rolls,
And graved there in characters clear,
Is, "Stranger, when passing, oh pray for the soul
Of Abdul Abulbul Amir."
A splash in the Black Sea one dark moonless night
Caused ripples to spread wide and far,
It was made by a sack fitting close to the back,
of Ivan Skavinsky Skavar.
A Muscovite maiden her lone vigil keeps,
Neath the light of the cold northern star,
And the name that she murmurs in vain as she weeps,
is Ivan Skavinsky Skavar.
Balladen om Abdul Abublbul Amir tager afsæt i Krimkrigen (1853-56) hvor Det Osmanniske Rige var allieret med Frankrig og England imod Rusland. Den er skrevet af den irske sanger og sangskriver Percy French, og indeholder i ord og rim den musikalitet, som irerne er mestre i at formidle i tale og poesi.
12. oktober 2006
VI ANMELDER
ERKLÆRING: DERFOR AFPRØVES RACISMEPARAGRAFFEN
AF 66 DANSKERE (offfentliggjort i Politiken, 7.10.2006)
Otte politikere bag 12 generaliserende og nedværdigende udsagn om muslimer og islam er blevet politianmeldt for krænkelse af den såkaldte racismeparagraf for at få afdækket rammerne for paragraffen. Baggrunden for anmeldelsen er beskrevet i denne erklæring:
I modsætning til debatkulturen i de lande, vi normalt sammenligner os med, er udbredelsen af fremmedfjendtlige tendenser i stigende grad blevet normaliseret og bagatelliseret i de senere års danske debat.
Al historisk erfaring belærer os imidlertid om faren ved stærkt negative overdrivelser af minoritetsgruppers identitetsbærende religiøse og etniske træk såvel som generaliserende trusselsbilleder, der gør grupper ansvarlige for individers misgerninger og kollektivt tillægger dem samfundsskadelige motiver.
Der er således en klar forskel på den bramfri og hårde tone, der i alle mulige sammenhænge kan komme til udtryk i ophidset sindstilstand eller i privat regi, og så en politisk betinget propaganda, som bevidst udbredes for en større offentlighed med den hensigt eller konsekvens at dæmonisere en specifik befolkningsgruppe.
Der er naturligvis også stor forskel på politiske tilkendegivelser af kritiske og karske synspunkter, som en fri debatkultur altid vil være rig på, og så målrettet hate-speech. Ethvert synspunkt og enhver ideologi og religion skal kunne gøres til genstand for kritik, men i modsætning til propaganda behøver kritik ikke forfalde til generaliserende overdrivelser og hån, sådan som det f.eks. kommer til udtryk i antisemitiske og islamofobiske udsagn.
Retten til at kritisere ethvert standpunkt og friheden til at tale magthavere og autoriteter imod er med andre ord ikke det samme som et carte blanche til at dæmonisere minoriteter.
Nødvendigheden af denne skelnen turde være indlysende for sammenhængskraften i ethvert samfund. Det er et faktum, at propaganda, der har lagt befolkningsgrupper kollektivt for had, er gået forud for de fleste eksempler på etnisk og religiøs udrensning, som vi kender historisk såvel som i nyere tid, f.eks. i Bosnien og Rwanda.
Skønt det ikke er sådanne scenarier vi frygter i dagens Danmark, er det selvfølgelig ikke mindre vigtigt at afdække og afvise propagandistiske mekanismer i den hjemlige debat. Også uden blodige sammenstød er der grund til at advare mod en dæmonisering af trængte minoritetsgrupper, eftersom en sådan fører til marginalisering og radikalisering og i alle tilfælde øger risikoen for, at fordomme og konflikter eskalerer til fjendtlighed og konfrontation.
Grundloven forbyder censur og indskærper ytringsfriheden, men betoner også, at ytringsfriheden er under ansvar. Man kan ifølge dansk lovgivning blive stillet juridisk til ansvar for ytringer af en sådan grovhed, at de lægger grupper for had ved hjælp af negativt forhånende og nedværdigende udsagn, men man kan ikke forbyde sådanne udsagn.
Vi henholder os således til Grundloven og dansk lovgivning i øvrigt, når vi på den baggrund politianmelder en række politikere fra Dansk Folkeparti for at gøre brug af generaliserende forhånelser og nedværdigelser, der skaber et stadig mere negativt trusselsbillede af indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed.
Der er således ikke tale om udsagn, der blot ytrer »kritik« af islam eller er udtryk for en »frimodig« debat, men derimod om eksempler på en systematisk bestræbelse på at lægge befolkningsgrupper for had med det slet skjulte formål direkte eller indirekte at besværliggøre eller umuliggøre muslimers tilstedeværelse i det danske samfund.
Politikere fra Dansk Folkeparti gør brug af racistiske ytringer - ikke i den klassiske betydning, hvor racisme tog afsæt i en »racelære«, men i den aktuelle betydning, hvor racediskrimination i menneskerettighedserklæringer og konventioner defineres som forskelsbehandling og diskrimination på baggrund af bl.a. tro og etnicitet.
Vi mener imidlertid ikke, at den indvandrerfjendske og islamofobiske propaganda hidtil er blevet betragtet med tilstrækkelig alvor og konsekvens, hvorfor alt for mange anmeldelser afvises på et lemfældigt grundlag og aldrig kommer for en dommer. Dette forhold er med rette blevet kritiseret af FN, men Danmark undlader fortsat at tage konsekvensen af kritikken.
Vi anerkender, at politikere har en udvidet ytringsfrihed, men de bærer også et udvidet ansvar, og grænserne herfor må i langt højere grad klargøres ved domstolene.
Det er således vores opfattelse, at der er kommet for stor afstand mellem en umiddelbar forståelse af racismeparagraffens kriminalisering af udsagn, hvormed en gruppe af personer »forhånes eller nedværdiges« på grund af eksempelvis oprindelse eller tro, og så den manglende domstolsprøvelse af en række stærkt indvandrerfjendske og islamofobiske udsagn, som man ud fra en helt umiddelbar læsning kun kan forstå som tilsigtet forhånelse og nedværdigelse af gruppers religiøse eller etniske baggrund.
Derfor ønsker vi med vores politianmeldelse af en række propagandistiske udsagn fra politikere i Dansk Folkeparti at få en domstolsprøvelse, som kan skabe tiltrængt klarhed over paragraffens aktuelle betydning og juridiske fortolkning - i sidste ende helst i form af en række Højesteretskendelser.
Først på baggrund af en større domstolsprøvelse af politikeres negative generaliseringer og trusselsbilleder kan også en reel debat om paragraffens aktuelle relevans føres.
Det er i samfundets brede interesse at få skabt klarhed over denne omdiskuterede del af vores lovgivning, uanset hvilket standpunkt man har til grænserne mellem et skarpt debatklima på den ene side og en regulær propagandistisk hetz på den anden.
For os er det desuden i samfundets brede interesse at værne om sammenhængskraften på tværs af forskellige religiøse såvel som ikke-religiøse befolkningsgrupper i Danmark.
Derfor anmelder vi.
15. juni 2006
Ny bog af Seidenfaden og Engelbreth Larsen
»Vi ser en intim sammenhæng mellem den voldsomme udenrigspolitiske krise og den indenrigspolitiske krise om udlændingepolitik i Danmark. Det opstod ikke ved en tilfældighed i slutningen af januar. Det er opstået ud af den indenrigspolitiske situation, som er bygget op gennem de sidste ti år i Danmark. Man kan ikke forstå alle de mange mekanismer, som førte frem til denne elendighed, hvis man ikke forstår, hvor speciel og hvor problematisk den indenrigspolitiske situation i Danmark er«.[...]
»Kernen er Dansk Folkepartis placering i det politiske billede. Det særlige ved den danske situation er ikke, at vi har integrationsproblemer, eller at vi har et muslimsk mindretal. Det findes i europæiske lande i varierende grad. Nej, det særlige for Danmark er den tætte alliance mellem regeringen og et åbenlyst islamfobisk og racistisk parti som Dansk Folkeparti. Det forklarer, hvordan regeringen agerer, og er hovedårsagen til, at krisen får så kolossalt et omfang«.
Tøger Seidenfaden i et interview til Politiken i anledning af udgivelsen af sin og Rune Engelbreth Larsens nye bog Karikaturkrisen.
30. maj 2006
Oh, la la
Jeg kan søreme lige nå en hurtig lille opdatering og gøre opmærksom på, at Cinemateket i København holder Charlotte Rampling temamåned i juni. Jeg skal se Natportieren og måske også Swimming Pool...
5. maj 2006
Hvad så?
Jeg har ikke meget tid til at opdatere i disse dage, hvor jeg må og skal gøre min bog færdig. Jeg har ellers længe gået og planlagt at lægge de bedste noveller fra Bloksbjerg og Himmelfalden op på websitet, og når tiden nærmer sig et uddrag af min kommende roman naturligvis. I mellemtiden bliver der nok desværre ikke særlig meget aktivitet her på leylatamer.com, men jeg håber at råde bod på det engang til sommer. Og inden jeg går i hi, kan jeg lige nå at gøre opmærksom på en bog af den amerikanske forfatter Dennis Cooper, der for første gang er blevet oversat til dansk. Jeg havde ellers lovet mig selv ikke at læse andet skønlitteratur i disse dage, men jeg tænkte, at jeg nok godt lige kunne klemme Min løse tråd på knap 150 sider ind et sted, hvilket ikke bare er noget, man lige gør. Handlingen foregår i Los Angeles, og hovedpersonen Larry er en ung fyr, der hyres til at dræbe en stakkels dreng, mens han plages af skyldfølelse over en gammel vens død, og er dybt frustreret over sin forelskelse eller i hvert fald sit seksuelle forhold til lillebroren. Ikke den sødeste dreng i skolegården? Jo, faktisk. Larry er så sårbar, fortvivlet og inderligt forvirret, at man ikke kan andet end have sympati for ham. Det hele er selvfølgelig fucked-up og kørt helt ud af sporet, men det allerværste er, at man som læser ved, at meget kunne være anderledes, hvis bare kærligheden ikke var erstattet med alkohol og antidepressiv medicin. Hvorfor det er så umuligt for personerne at elske hinanden, er der ingen forklaring på, men man mere end aner, at det starter et sted hos forældrene. Larry venter forgæves på, at hans mor og far skal foreslå, at de gør noget helt almindeligt sammen såsom at gå i biografen eller tage ud og spise. Men det gør de ikke, for forældrene har deres eget kærlighedsløse forhold at kæmpe med - og - så er alt håb ude. Coopers stil er skrællet helt ind til kernen, og jeg er ret betaget af, at han får sagt så meget uden at sige særlig meget. Bogen er oversat af Henrik List, der også har skrevet et spændende efterskrift, der giver et godt indblik i Coopers omfangsrige og særegne forfatterskab. Til sidst er der ikke andet at sige end: Husk nu at elske de forvirrede drenge og piger...
19. april 2006
Minder fra Dublin
A Stitch in TimeOh there was a woman and she lived on her own,
She slaved on her own and she skivvied on her own,
She'd two little girls and two little boys --
And she lived all alone with her husband.
For her husband he was a hunk of a man
A chunk of a man and a drunk of a man,
He was a hunk of a drunk and a skunk of a man
Such a boozing, bruising husband.
For he would come home drunk each night,
He thrashed her black, he thrashed her white;
He thrashed her, too, within an inch of her life,
Then he slept like a log, did her husband.
One night she gathered her tears all round her shame
She thought of the bruising and cried with the pain,
Oh, you'll not do that ever again,
I won't live with a drunken husband.
But as he lay and snored in bed,
A strange old thought came into her head,
She went for the needle, went for the thread,
And went straight in to her sleeping husband.
And she started to stitch with a girlish thrill
With a woman's heart and a seamstress' skill,
She bibbed and tucked with an iron will,
All around her sleeping husband.
Oh, the top sheet, the bottom sheet, too,
The blanket stitched to the mattress through,
She stitched and stitched for the whole night through
Then she waited for the dawn and her husband.
And when her husband woke with a pain in his head,
He found that he could not move in bed,
Sweet Christ, I've lost the use of me legs!
But this wife just smiled at her husband.
For in her hand she held the frying pan
With a flutter in her heart she given him a lam;
He could not move but he cried, ``God damn!''
``Don't you swear,'' she cried to her husband.
Then she thrashed him black, she thrashed him blue,
With the frying pan and the colander too,
With the rolling pin just a stroke or two
Such a battered and bleeding husband.
She said, ``If you ever come home drunk any more,
I'll stitch you in, I'll thrash you more,
Then I'll pack my bag and I'll be out the door,
I'll not live with a drunken husband.''
So isn't it true what small can do
With a thread and a thought and a stitch or two?
He's wiped his slate and his boozing's through
It's goodbye to a drunken husband.
Christy Moore synger denne traditionelle irske sang på sin seneste CD, LIVE at The Point, uden accompagnement...
6. april 2006
Læserbrev
Jeg føler mig undertrykt. Ikke af en mand vel at mærke, eller af en religion eller af min overbo for den sags skyld. Jeg føler mig undertrykt af en flok kvinder, Kvinder for Frihed, en forening, der har gjort sig til dommer over, hvad andre kvinder skal have frihed til at udtrykke, mene eller tro. De er som bekendt kommet op på barrikaderne over Asmaa, studieværten på DR 2, og de samler nu underskrifter ind til en protestskrivelse. Det er komisk al den stund, det er et af foreningens erklærede mål at kæmpe for muslimske kvinders ytringsfrihed, men det betyder i deres selvforståelse åbenbart at sætte mundkurv på dem, der ikke er stærkt islamkritiske. Det faktum, at Asmaa medvirker i et debatprogram om forskellighederne mellem den vestlige og den islamiske verden sammen med en mandlig ateistisk medvært, burde i virkeligheden få foreningen til at juble over, at der her bliver rig lejlighed til at diskutere og sætte spørgsmålstegn ved alt det, de finder kritisabelt ved Islam. Deres opskruede kampagne tyder på, at der bag det flotte foreningsnavn ikke skjuler sig andet end fordomme og islamofobi. Det er fandens undertrykkende.I MetroXpress d. 6.04.
3. april 2006
Danmark dejligst...?
Dina Yafasova måtte i 2001 efterlade sin mand og to børn, da hun blev tvunget til at flygte fra sit hjemland, Usbekistan. En farefuld rejse bragte hende til Danmark, hvor hun blev anbragt på Sundholmlejren, og i et halvt år levede hun bag tremmer og pigtråd på et lille værelse, hun måtte dele med fire fremmede, der hver især bar på deres sorger og smerter. Hendes dagbog fra opholdet på lejren er nu udkommet som bog og beretter om en horribel tilværelse for de mange skæbner, der efter at være flygtet fra nød, elendighed, krig og totur, havner i det danske systems kyniske magtgreb, hvor medmenneskelighed, forståelse og venlighed er erstattet af mistænksomhed og hjertekulde og en maskinel sagsbehandling. Selv om Yafasovas skildring af tilværelsen på Sundholm er chokerende, kommer den dog næppe som nogen overraskelse. Der er før blevet rejst kritik af lejren, og med denne bog bliver de værste forestillinger slået fast med syv tommer søm. Mon det er dét, Pia Kjærsgård snakker om, når hun hævder, at Danmark er et dejligt land fuld af venlige, smilende mennesker? Det er så kvalmende hyklerisk, at jeg får lyst til at kyle mit danske pas ud af vinduet...
27. marts 2006
A Day for a Lay
Den amerikanske digter W.H. Auden nægtede eftersigende til det sidste at have skrevet det erotiske digt A Day for a Lay også kendt som The Platonic Blow. Skrevet i 1940'erne blev digtet først offentliggjort i 1955 i det amerikanske Fuck You magasin, men er siden også udkommet i diverse W.H. Auden antologier. Nedenstående uddrag vil formodentlig falde i mange bøssers og heteroseksuelle kvinders smag, mens heteroseksuelle mænd og lesbiske kvinder nok vil foretrække at klikke videre til en anden side, sådan cirka nu...Fra The Platonic Blow
Mad to be had, to be felt and smelled. My lips
Explored the adorable masculine tits. My eyes
Assessed the chest. I caressed the athletic hips
And the slim limbs. I approved the grooves of the thighs.
I hugged, I snuggled into an armpit.
I sniffed the subtle whiff of its tuft. I lapped up the taste
Of its hot hollow. My fingers began to drift
On a trek of inspection, a leisurely tour of the waist.
Downward in narrowing circles they playfully strayed.
Encroached on his privates like poachers, approached the prick.
But teasingly swerved, retreated from meeting. It betrayed
Its pleading need by a pretty imploring kick.
"Shall I rim you?" I whispered. He shifted his limbs in assent,
Turned on his side and opened his legs, let me pass
To the dark parts behind. I kissed as I went
The great thick cord that ran back from his balls to his arse.
Prying the buttocks aside, I nosed my way in
Down the shaggy slopes. I came to the puckered goal.
It was quick to my licking. He pressed his crotch to my chin.
His thighs squirmed as my tongue wormed in his hole.
His sensations yearned for consummation. He untucked
His legs and lay panting, hot as a teen-age boy.
Naked, enlarged, charged, aching to get sucked,
Clawing the sheet, all his pores open to joy.
I inspected his erection. I surveyed his parts with a stare
From scrotum level. Sighting along the underside
Of his cock, I looked through the forest of pubic hair
To the range of the chest beyond rising lofty and wide.
I admired the texture, the delicate wrinkles and the neat
Sutures of the capacious bag. I adored the grace
Of the male genitalia. I raised the delicious meat
Up to my mouth, brought the face of its hard-on to my face.
Slipping my lips round the Byzantine dome of the head,
With the tip of my tongue I caressed the sensitive groove.
He thrilled to the trill. "That's lovely!" he hoarsely said.
"Go on! Go on!" Very slowly I started to move.
Gently, intently, I slid to the massive base
Of his tower of power, paused there a moment down
In the warm moist thicket, then began to retrace
Inch by inch the smooth way to the throbbing crown.
Indwelling excitements swelled at delights to come
As I descended and ascended those thick distended walls.
I grasped his root between left forefinger and thumb
And with my right hand tickled his heavy voluminous balls.
I plunged with a rhythmical lunge steady and slow,
And at every stroke made a corkscrew roll with my tongue.
His soul reeled in the feeling. He whimpered, "Oh!"
As I tongued and squeezed and rolled and tickled and swung.
Then I pressed on the spot where the groin is joined to the cock,
Slipped a finger into his arse and massaged him from inside.
The secret sluices of his juices began to unlock.
He melted into what he felt. "O Jesus!" he cried.
Waves of immeasurable pleasures mounted his member in quick
Spasms. I lay still in the notch of his crotch inhaling his sweat
His ring convulsed round my finger. Into me, rich and thick,
His hot spunk spouted in gouts, spurted in jet after jet.
W.H. Auden
22. februar 2006
Sagens kerne
Statsministeren beklager sig. Han synes, at forfatterne har svigtet i sagen om Muhammed-tegningerne og mener, at det skyldes, at de "putter det ind i en helt anden sammenhæng". Og hvad er sammenhængen egentlig? Fogh og JP har konsekvent forsøgt at basere diskussionen på et spørgsmål om ytringsfrihed, hvilket betyder, at man må være imod ytringsfriheden, hvis man tilfældigvis er uenig med Fogh og JP. På denne måde formår statsministeren at feje alle kritikpunkterne af bordet og samtidig anklage folk, der ikke mener det samme som ham, for at være udemokratiske og uvidende om det danske folkestyre. Det er en fej måde at kapre diskussionen på, og han kan konstant kaste mudder på sine modstandere ved at henvise til, at de ikke forsvarer ytringsfriheden, som han samtidig kan skærme sig bag, når han selv bliver kritiseret.Men som forklaret og skrevet mange andre steder, er sagens kerne ikke ytringsfrihed, men en meget bevidst, målrettet og hidsig provokation fra JPs side af en i forvejen trængt, for ikke at sige forhadt befolkningsgruppe i Danmark. De skrev det selv i deres spalter. Muslimerne - som JP i øvrigt i årevis har gjort det til sin mission at tilsvine - skal ikke komme og tro, at de er hævede over at blive udsat for hån, spot og latterliggørelse. Hvad de holder allerhelligst, må krænkes på det groveste, blasfemiparagraf eller ej, agressiv provokation eller ej. JPs kultur- og chefredaktører har siden fremstillet sig selv som ytringsfrihedens hellige koryfæer, men deres udtalelser klinger så meget mere falsk i betragtning af, at selvsamme avis i en anden forbindelse ombestemte sig for at bringe en karikaturtegning af Jesus af frygt for, at det ville skabe for meget røre (sic!).
Abdul Wahid Pedersen skrev meget præcist i en klumme i Metro Express sidst i 2005, at ytringsfriheden er "den lille mands" våben mod magthaverne. Når et lands ledere og medier, som sidder inde med alle midlerne og al magten, spytter og krænker den trængte mand, har han i det mindste al ret til at svare igen - men en muslim må naturligvis ikke. Og da slet ikke, hvis han er imam. JP har ytringsfrihed, men ikke de imamer, der rejste rundt i Mellemøsten for at skabe opmærksomhed omkring de islamofobiske tilstande i Danmark. Ytringsfriheden ligger ikke hos den trængte mand, men håneretten ligger hos dem, der har al magten.
Disse dage byder i det hele taget på mange mærkelige paradokser og påmindelser. Mens den danske regering himler op om ytringsfrihed og det ih og åh så oplyste folkestyre, er den engelske historiker David Irving i Østrig blevet idømt tre års fængsel for at benægte Holocaust, og en anden britte, sangeren Morissey er blevet afhørt af FBI, fordi han mener, at hverken England eller USA er demokratiske samfund. Var der nogen, der sagde noget? Og så var der rygter om, at den berygtede Radko Mladic måske var blevet anholdt. Han var som bekendt medansvarlig for massakren af nærved 8000 muslimske drenge og mænd i Srebrenica i 1995. Alle disse begivenheder synes på et overordnet plan at være sært forbundne. Gad vide, hvordan fremtidens historikere en dag vil tolke og skrive om vores tid - det bliver næppe feel-good læsning...
16. februar 2006
Jelinek
"Det er overvejende et beboelseskvarter, men ikke et af de pæne. Nattefarende familiefædre braser sidelæns ind ad entredøre og farer over deres familier som rædsomme hammerslag. De sidste bildøre knalder i, stolte og selvbevidste, for den lille bybil her er familiens yndling og kan simpelthen tillade sig alt. Venligt skinnende bliver bilerne tilbage ved kantstenen, mens deres ejere iler op til aftensmaden. Dem, der ikke har et hjem, ønsker sig et i det øjeblik, men vil aldrig kunne bygge noget magen til, ikke engang ved hjælp af kreditforeningen og vidtgående belåning. De, der har deres hjem her, af alle steder i verden, er som regel hellere ude end hjemme. Stadig flere mænd krydser nu Erikas sti. Kvinderne er som ved et trylleslag forsvundet ned i de huller, man kalder lejligheder på disse kanter. De går ikke alene rundt på denne tid af dagen. De går kun ud og drikker en øl eller besøger slægtninge i selskab med deres familie. Kun hvis der er en voksen med. Deres diskrete, men bydende nødvendige gøren og laden er allestedsnærværende. Madlugte. Engang imellem svag støj af gryder og gaffelklirren. Det blå flimmer fra aftenens første serie for hele familien i først det ene, så det andet, efterhånden mange vinduer. Funklende krystaller som den frembrydende nat smykker sig med. Facaderne bliver til todimensionelle teaterkilisser, som ikke gemmer på nogen overraskelser; alt er ens og tilslutter sig det samme. Kun fjernsynslydene er virkelige, de er den egentlige aktivitet. Rundt omkring oplever alle mennesker det samme på samme tid, ud over i enkelte, særlige tilfælde, hvor en enegægnger har slået over på "Fra kristendommens verden" på en anden kanal. Denne individualist bliver belært om en eukaristisk kongres, som understøttes af statistikker. I dag har det sin pris, når man vil være anderledes end alle andre."Elfriede Jelinek, Spillelærerinden,1983.
Tiderne Skifter, 2005
9. januar 2006
Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er
Stand-up komikeren Omar Marzouk har taget konsekvensen af den seneste tids uroligheder omkring JP's Muhammed-tegninger og flytter til England. Han udtaler til TV2's morgen tv, at han føler, han nu må udelade forskellige passager af sit show af frygt for at puste til bålet, bl.a. denne her: Jeg havde en gammel bid om, hvordan dyr har flere rettigheder i Danmark, end jeg har. At der ikke er muslimske gravpladser, mens hunde og katte har deres egne, og at jeg skulle tage navneforandring til 'Floffy', hvis jeg ville begraves herhjemme. Og den bid ville jeg nok ikke lave over for arabere i øjeblikket. Marzouk tilføjer, at der er "højere til loftet" i London, hvor han er på vej hen, og at der ikke er helt den samme "dem-og-os-tænkning". Det er vældig trist for Danmark, at vi nu mister Marzouk, selv om hans beslutning naturligvis er helt forståelig. Men hvordan blev der så lavt til loftet i Danmark? Rapperen Ataf Khawaja, der kom med sit bud på en kanon i Urban for en uges tid siden, har udelukkende danske sange i sit udvalg, sange, jeg, indrømmet, har været for fordomsfuld til nogen siden rigtig at lytte til. Men mange af de sange, der betyder noget for Khawaja, åbenbarer en kultur, der rækker hånden frem til de mange nye mennesker, der er kommet til Danmark, som f.eks. repræsenteret ved Gnags med sangen "Danmark": Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her... lyder omkvædet. Eller Kim Larsens "Jyllingevej": Der var fire på en cykel på Jyllingevej / Viggo, Muhammed, Jørgen og Kaj. Det er såre enkelt og ligetil, men som Khawaja siger om Gnags sangen: hold kæft hvor følte man sig velkommen. Jep, en sang kan betyde al verden. Tak til Khawaja for at have udvidet min viden om dansk popmusik.
Og her til sidst skal jeg gøre opmærksom på, at Niels Hausgaard er udkommet med en ny CD. Den hedder: Flyv så! og indeholder sangen Som grise, der nok skal få en og anden til at få flæsekstegen galt i halsen - men på en god måde, naturligvis... Længe leve musikken!
31. januar 2006
I hvilken retning går vejen herfra?
Mogens Camre havde i går aftes svært ved at skjule sin begejstring, da han i nyhederne blev adspurgt om en dansk SMS-kæde, der opfordrer til boykot af alle butikker og restauranter ejede af muslimer i Danmark. Selv om han ikke ligefrem bakkede op om opfordringen, lagde han dog ikke skjul på, at han syntes, det var positivt, at danskerne ikke fandt sig i trusler fra andre lande. Nuvel, det kan næppe kaldes at gyde olie på oprørte vande, hvilket nok heller aldrig har været jeg-har-en-pistol-i-min-lomme-Camres ærinde. Tværtimod skulle man tro, at al balladen passer Dansk Folkeparti ganske godt. I tråd hermed erklærer Pia Kjærsgård nemlig i dag i Politiken, at hun ikke fortryder et eneste ord af det, hun har sagt, i indvandrerdebatten i årenes løb - og hun har som bekendt ikke sagt så lidt. Under hendes Sankt Hans tale sidste år lød det bl.a. sådan her:I Dansk Folkeparti vil vi 'fred her til lands'. Men vi er os bevidst om, at der findes en ond fred og en god kamp. Den onde fred – den vil Dansk Folkeparti aldrig, aldrig lægge stemmer til. Den onde fred - det er den, der etableres ved at bøje nakken for vold, foragt, misbrug af det danske velfærdssamfund - og indførelse islamisk sharia-lov her i landet. Den onde fred har vi fået mere end nok af i 1980'erne og 90'erne. I dag ser vi uhyggeligt klart, hvad den har ført med sig. Den gode kamp, derimod – det er den, som i følge midsommervisen 'kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde!'.
[Læs flere af Pia Kjærsgårds indvandrerfjendske udfald her.]
Nu hvor sagen om JP's Muhammed tegninger har eskaleret i en sådan grad, at Danmark virkelig er kommet på verdenskortet, kan man spørge sig selv, hvordan Anders Fogh Rasmussen har kunnet være så tavs, så holdningsløs og uvillig til at indgå i dialog i al den tid. Om ikke for andet burde han af ren og skær respekt og velvilje have taget imod de 11 ambassadøreres inivtation om at mødes i oktober. Men velvilje og respekt er netop det, der har glimret ved sit fravær helt fra starten af denne sag. JP vidste allerede inden de bragte tegningerne, at enhver afbildning af profeten Muhammed opfattes som en dyb krænkelse af mange muslimer. Alligevel tøvede redaktionen ikke. For velvilje og respekt stod ikke på deres dagsorden, men bevidst provokation og forhånelse gjorde åbenbart. Det var ikke på noget tidspunkt et spørgsmål om ytringsfrihed, sådan som mange muslimer også har påpeget, men et spørgsmål om at træde på en i forvejen trængt befolkningsgruppe i Danmark, og hvad de holder helligt. Desværre kommer associationerne til de anti-semitistiske karikaturer bragt i Der Stürmer i 30'ernes Tyskland alt for let. I hvilken retning går vejen herfra?
21. januar 2006
Underlige projekter og musik til
Der sker noget med digterne i disse dage. Jeppe Sandvej har kastet sig ud i et mærkværdigt projekt, hvor han skriver et digt for hver dag i 2006. Han kan jo ikke blive ved, tænker jeg (der kun kan skrive et digt hvert andet skudår), men det gør han altså. De midlertidige huller, der af og til opstår, skyldes, at forfatteren ikke kan uploade, så væbn dig med tålmodighed, mens du venter på dagens fix.En anden digter, der er blevet bidt af et galt projekt, er Christoffer Gertz Bech, der deltager i en email-renshi, der åbenbart er et kædedigt skrevet over nettet. Guderne må vide, hvad der kommer ud af den slags, men jeg glæder mig til at læse nærmere. Hold øje med hans skriverier.
Og nu vi er ved digte, skal vi vel også have lidt musik til. Jeg har længe linket til ensemblet Sarbands hjemmeside under Anbefalinger, men de fortjener langt mere promovering end det. Det tyskbaserede ensemble under ledelse af Vladimir Ivanoff består af musikere fra bl.a. Libanon, Tyrkiet og Tyskland og repertoiret udgøres for det meste af klassiske værker. Som der står på hjemmesiden:
Above all, SARBAND endeavours to show all possible connections between European music, Islamic and Jewish music-culture. Both sensitively and intensely SARBAND celebrates the symbiotic relationship between the Orient and the Occident. Sarbands seneste udgivelse er et samarbejde med The King's Singers og har titlen Sacred Bridges. CD'en består af sammensætninger af jødiske, kristne og muslimske salmer fra det 16. og 17. århundrede komponeret af bl.a. Salamone Rossi Hebreo, Clément Marot, Claude Goudimel og Ali Ufkî. Man kan lytte til et nummer fra Sacred Bridges og fra andre af ensemblets CD'er på hjemmesiden, og det er naturligvis en smagssag, om man kan lide den type musik. Men med deres lidenskabelige og utrættelige fokusering på de tætte musikalske og kulturelle bånd imellem øst og vest, bliver Sarband nok den smukkeste politiske erklæring om vores multikulturelle arv uden naturligvis at være en politisk erklæring. Kunst er som bekendt større end politik og en enkel komposition kan ændre vores verden og få fordomme til at forstumme. Det oplever jeg, at Sarband formår i allerhøjeste grad. Gid de snart må komme til Danmark.
10. januar 2006
Good night, and good luck!
Jeg kendte ikke noget til Edward R. Murrow, før jeg så George Clooneys højst anbefalelsesværdige film Good Night and Good Luck. Murrow stod sammen med kollegaen Fred Friendly bl.a. for CBS programmet: See it now! hvor de skabte røre på grund af deres kritik af senator McCarthy og den frygt, han havde været med til at plante i hjertet på amerikanerne. Det var dengang i fjernsynets barndom, men Murrow havde allerede spået mediets død. TV'et var langt fra den informations kilde og kritiske røst mange havde håbet, at det kunne blive. De store selskaber var godt i gang med at reducere det til en kasse med lys og ledninger ikke skabt til andet end at holde folket hen i en ligegyldig døs. Keep you doped with religion and sex and tv, till you think you’re so clever and classless and free som John Lennon sang i begyndelsen af halvfjerdserne. Apropos medier var der ikke kun én men hele to artikler i lørdagens Berlingske Tidende, som gav lidt forhåbning om, at det trods alt ikke er alle, der har solgt sjælen til de nypuritanske og nationalistiske tider. Jeg ved i grunden ikke, hvad der var mest underligt, at jeg faktisk sad og læste Berlingske Tidende (gisp!), eller at jeg faktisk sad og blev helt begejstret over Uffe Elleman Jensens klumme (dobbelt gisp!). Han skriver følgende i forbindelse med JPs Muhammed tegninger og Dansk Folkepartis lovforslag om, at afbrænding af Dannebrog skal kunne medføre en fængselsstraf på op til 2 år: "Der er en indlysende parallel mellem flagafbrænding og tegninger af Profeten. I begge tilfælde er der nogle, som føler sig krænket, hvis andre benytter sig af deres ytringsfrihed til at brænde flag af eller tegne Profeten. Og hvad er forskellen på, om den ene eller den anden føler sig krænket over, hvad man opfatter som vanhelligelse af nationale eller religiøse symboler? Hvordan kan man på den ene side kræve frihed til at såre andre menneskers religiøse følelser - og på den anden side smide dem i fængsel, der krænker éns egne nationale følelser?" Desværre er svaret nok indlysende: Fordi folk som Pia Kjærsgård anser sig selv for mere værd, og som værende på et højere udviklingstrin end muslimerne af den simple grund, at hendes gud er Dannebrog. Kulturchauvinisme, med andre ord.
Lørdagens kronik i Berlingske var af højskolelæreren Lasse Petersen, og handlede om den ny moralske bølge, der skyller ind over Danmark (er det bare mig, eller er der i tider med stigende nationalisme ikke også en tendens til voksende seksual forskrækkelse?). Faktisk fik denne kronik mig til at tænke på føromtalte Murrow. Lasse Petesen skriver: "Med få hæderlige undtagelser (bl.a. DR 2s "Deadline") har man nogle gange indstryk af, at medierne ser deres rolle som værende garanter for, at folk ikke begynder at tænke for meget selv. For tænk hvis de begyndte at skrabe i overfladen og forstå, at de virkelige værdier, udfordringer og grænseoverskridende tanker og aktiviteter kun kan forstås og opleves gannem fordybelse, indlevelse og tålmodighed. Så kunne man jo i værste fald frygte, at de ligefrem ville slukke for fjenrsynet og åbne en bog i stedet."
Dette er min første opdatering i det nye år, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at bringe et indlæg, Jakob Holdt havde i Politiken i går, i sin fulde længde. Det er ikke ofte, man støder på så præcis en analyse af tidens fremmedhad sat i historisk perspektiv. En dybtfølt tak herfra.
MÅ VI SÅ FÅ KAMMERTONEN I STEDET FOR CAMRETONEN
Af Jacob Holdt [www.american-pictures.com]
Politiken den 9. januar 2006
Politikens debatsider har på det seneste bragt flere utilslørede angreb på islam, uden at disse forholdt sig til islam som tro. Vi kan diskutere, hvorvidt det er rimeligt i et multireligiøst samfunds medier at kritisere andres tro - den tilstand, et flertal af Jordens beboere ufrivilligt er havnet i ved som forvirrede, snottede børn i mors skørter at blive slæbt hen i synagoger, kirker, moskeer, templer osv., og som altid vil opleves som tåbelig, ligegyldig eller undertrykkende for den udenforstående. Netop derfor oplever jeg sjældent medierne gøre det i mit andet hjemland, det multireligiøse USA.
I alt fald burde redaktionen skarpt adskille skidt fra kanel. Thi alt for mange af de kritiske indlæg, I har bragt, har forsøgt at stemple muslimer generelt ved at fremdrage visse lokalt betingede medbragte kulturmønstre hos indvandrere såsom tvangsægteskaber, tørklæder, omskæring, æresdrab, kønsdiskrimination osv., skønt disse hyppigt er lige så udbredte i andre religioner fra samme landområder eller er under hastig afvikling i samme landes byer. Er det ikke nok, at vi bruger ytringsfriheden til at placere den form for generaliserende had eller uvidenhed - selv fra højtuddannede folk som Flemming Bengtsson (3.1.) - der hvor de rettelig hører hjemme - i Jyllands-Postens og B.T.s smertesspalter?
»Jeg tror ikke, at muslimer generelt er terrorister, men ...«, skriver Bengtsson og bruger så alligevel Politikens spalteplads til at gøre en hel religion synonym med terror og vold ved - modsat ovennævnte tilfælde - at fokusere på en døgnfluekort nutidig epokes modstandskamp hos enkelte muslimer inspireret af hinduernes brug af selvmordsbomber i Sri Lanka.
Bengtsson må være ung, for det meste af mit liv har terrorisme været associeret med kristne - ikke blot i Nordirland og Sydafrika, men først og fremmest hos dem, vi 'normalt sammenligner os med' - Frankrigs og USA's massedrab på 1 million algeriere og 3 millioner vietnamesere - de fleste gennem tæppebombninger af uskyldige. Skønt billederne af biskopper, som velsignede Vestens masseødelæggelsesvåben, inden de blev smidt over fattige landsbyer, formede hele min generations psyke, mindes jeg aldrig, at vore muslimske og buddhistiske ofre udviklede et had som Bengtssons og mange andre nutidsdanskeres, ved at de sidestillede kristendom med terrorisme. Men glem ikke, hvor mange islamister der blev inspireret af for 10 år siden at se højtudviklede europæere - serbere og kroater - metodisk og planmæssigt i Jesu navn myrde langt flere end samtlige islamiske terrorister siden har myrdet, og at kristne stadig dækker over massemorderne uden anger. Til det 'voldelige' historiske perspektiv bør også nævnes, at både Carsten Niebuhr og min egen blaffende søn efter lange rejser i muslimske lande først blev voldeligt overfaldet, efter at de var vendt tilbage til Vestens 'civilization'.
Faren ved ustandselig at bringe sådanne hadske indlæg om islam er, at vi langsomt lulles ind i en tro på deres rigtighed, som jeg hørte det i et radioprogram, hvor en tyrkisk kvinde meget bevægende fortalte om de voldelige overgreb, hun havde været udsat for i et tvangsægteskab. Næsten samtlige danske lyttere, der ringede ind, forklarede det derpå som et eller andet aspekt i islam, »som vi nok skal støtte dig imod« - skønt kvinden på intet tidspunkt havde sat sin smerte i forbindelse med islam.
Intet forekommer mig mere kvalmende end at se sådanne undertrykte kvinder blive omklamret af danskernes blinde had forklædt som omsorg. For disse havde uden tvivl ghettoiseret hende i alle de år, hvor hun råbte på vores omsorg og venskab, og hvor hendes prygl steg proportionalt med hendes mands egen følelse af ghettoisering - ligesom jeg kender det fra USA's sorte ghettoer.
Så kunne Politiken ikke, inden I bringer sådanne urimelige generaliseringer om islam, afprøve dem ikke blot med jødetesten, men også med kristentesten (om kopterne f.eks. også bruger omskæring i de områder, visse muslimer stammer fra), hindutesten (om disse også bruger tvangsægteskaber og æresdrab i det subkontinent, de deler med muslimerne), buddhisttesten (om disse også brugte selvmord(sbombninger) i deres modstandskampe) osv.
Men vigtigst af alt er ghettotesten - dvs. at afprøve, hvor meget af al denne undertrykkelse, som vore muslimer oprindelig flygtede fra, der er blevet fastholdt og forstærket af mødet med danskernes afvisning og had - f.eks. i form af ovennævnte generaliseringer - og som bevirker, at mange danske muslimer søger tilbage til den smerte, de trods alt kendte bedre.
Overdriver jeg, når jeg påstår, at vi med sådanne generaliseringer om islam er med til at bygge et levende museum for fortidens smerte? Så prøv at kombiner ghettotesten med jødetesten på Brooklyns hassidiske jøder. For her ser vi netop alt det, danskerne tillægger muslimer, såsom tvangsægteskaber, religiøst tildækkede kvinder, omskæring, rigid kønsadskillelse (med skillevægge i offentlige restauranter) og endog terrorisme - procentvis har denne lille ghetto på få år fostret flere enkeltmandsterrorister end alle verdens 1,5 milliarder muslimer.
Kun æresdrab har jeg endnu ikke hørt om, når jeg bor hos disse ellers så elskværdige mennesker. Men når jeg lytter til dem om, hvordan de blev formet af århundreders europæiske generaliseringer a la 'Jøden lugter og undertrykker kvinder med tvangsægteskaber og påbud om tildækning'